Krabbekyn sagaen. Sæson 1, Ep. 2 Kystvejen – Vandrotterne fra Marienburg

Handling

Junkeren skylder en unavngivet person i Neues Emskrank penge. For at få (spille)gælden ud af verden indvilliger han i, at spillerne (Lindhart – bailiff, Günther – dværg bersærker, Franz – bountyhunter) transporterer en tung, låst kiste til en mand ved navn Lorenz Huckepack, der bor i kystlandsbyen Schaltierhafen sydøst for Heiligdorf. Spillerne rekvirerer en kærre og et æsel og bevæger sig i silende regn langs kystvejen til Schaltierhafen. Undervejs begynder, de at få kvalme og få et skidt, og for hver dag får de et Corruption point. Karakterne ved ikke, hvorfor men IRL har spillerne selvfølgelig allerede luret at kisten indeholder warpstone (i Zweihänder kaldet wytchstone, men vi holder fast ved warpstone). Efter seks dages kvalmende, men begivenhedsløs tur falder de i et baghold. Det er ”Hul-i-Muren” røverbanden, der består af deserterede lejesoldater fra ”Ulrics Arme Svendes Kompagni”, der standser dem. Deres leder, Dieter Sonnetanz, erklærer, at de er Skt. Klement Krabbekyn tilhængere, og at de kæmper den almindelige fattige mands sag mod de rige og deres lakajer (altså spillerne). De giver spillerne et symbolsk slag i ansigtet og tager kærre, æsel og kiste med sig.

Spillerne vil selvfølgelig have kisten igen. De sporer banden til deres gennemsted, en gammel borgruin med … et kæmpe hul i muren … i borgtårnet. Spillerne bruger nu en rum til på at aflytte røverne og lægge planer, der primært omhandler muligheden for at skære halsen over på røverne, mens de sover. Efter noget tid sker der imidlertid noget i borgen. En gruppe deforme væsnet kommer til syne i borgen (til spillernes overraskelse – de kunne ikke se nogen anden udvej end hullet i muren). Spillerne kryber nærmere og overhører en samtale, der foregår på henholdsvis Reikspiel og misforstrenes pibende Marienburger dialekt.  Der foregår en udveksling af kiste og klingende mønt, derpå forsvinder misfostrene. Spillerne afventer nu, at røverne, der fejrer gevinsten, endelig falder fulde om. Omsider dør festen ud, og spillerne vil nu udføre planen, der dels indbefatter drab på de sovende og dels afhøring af Dieter. De fejler imidlertid deres tjek, og efter lidt forvirret kamp lykkes det at lokke to røvere til at følge efter spillerne ind i skoven. Efter lidt bøvl (med kampsystemet) lykkes det spillerne at finde en måde at uskadeliggøre en af røverne – takket være bountyhunterens evner med en pisk – og de flygter over hals og hoved ud i natten og skoven med resten af røverne (9 mand) efter sig. Om morgenen afhører de fangen, Hubert, der først er besværlig (fejlet tjek og lidt forvirrede spørgsmål), men da de hugger hånden af ham, bryder han sammen og afslører, at køberne af kisten har benyttet røvernes tunnel i borgtårnet, og at de har en kogge liggende i en bugt nær ved. De begiver sig afsted, men fejler i at forbinde Huberts sår, og han dør af blodtab undervejs (Zweihänder har nogle ret uhyggelige regler for forblødning!), og Lindhart bemægtiger sig hans brigandine. Corruption points galore.

Ved bugten ligger ganske rigtig en kogge. Det går op for spillerne, at vinden er ugunstig, og skibet er immobilt indtil den vender. De planlægger at tiltrække sig besætningens opmærksom for derved at dele fjenden, der er spillerne numerisk overlegne. Med bountyhunterens overlegne evner som armbrøst skytte får de neutraliseret (men ikke dræbt) to vagter bevæbnede med skydere på skibet (der der skavens, der har iltmasker og jezzails – har glemt Warhammer navnet, så hedder de bare skyde skavens indtil jeg får det opklaret), og en robåd med almindelige skavens sejler fra skibet mod kysten. De bliver imidlertid så ilde tilredt af spillernes bombardement, at da de seks skaven i båden når kysten, stikker de af. Günther og Lindhart, dækket af Franz, kaprer robåden, og når med nogen besvær koggen, kravler op og kommer i nærkamp med de resterende skaven. Her får Lindhart en ubehagelig overraskelse. Den ene skyde-skaven er ikke død, og han tager et critical hit fra en wytchfyre pistol, der ikke blot gør meget stor skade, men også sætter ild på ham og skibet. Selvom det regner, så er wytchfire at regne som en slags napalm eller græsk ild, og Lindhart undgår kun med stor vanskelighed at brænde op inden for 1-2 kamprunder, ved omgående at kaste sig i havet (reelt bør vand ikke kunne slukke den ild, kun ved at rulle sig i sand, men vi handwaver og siger, at det lykkes ham at rulle sig i sandet på det lave vand). Günther slår resten på flugt, finder lasten, bekæmper Skavenlederen ved at bruge kisten som våben, og udmattede flygter spillerne, mens koggen eksploderer. Kisten afleveres i Schaltierhafen til en meget fåmælt Lorenz, og derpå vender spillerne hjem til Spielvogelburg for at modtage moderat ros og belønning.

Ramme og design

I modsætning til Ep. 1 var der ikke meget rollespil denne gang. Det var der flere årsager til. Den første var, at jeg var træt efter en lang uge på arbejdet. Jeg var ikke i stødet til at lave stemmer og  freaky stemning, hvilket var et grundelement i Ep. 1 (alle i Untersee talte med den bedste nordjyske accent og tempo jeg kan mønstre og Polpopus talte med italiensk accent). Det var nu ikke den primære årsag. Den var, at jeg ville teste kampsystemet. Vi har tidligere spillet Zweihänder, da spillet var frisk fra Kickstarter. Vi spillede “by the book”, og efter få spilgange forlod vi spillet pga. reglernes ”kompleksitet”. Denne kompleksitet beror ikke så meget på, at reglerne er svære at forstå, men snarere at man for finde alle komponenter og collaterals skal bladre flittigt i en bog på henved 700 sider. Typisk står en regel og konsekvenser nemlig ikke samlet. F.eks. skal man for at finde ud, hvor en reglerne om wytchpistols slå op tre vidt forskellige steder i bogen. Våbnet selv beskrives under den pågældende skaven statblok bagerst i bogen, men effekten af, at der går ild i én skal findes 300-400 sider tidligere i bogen – godt skjult i en blandekasse af andre regler. På samme vis har vi haft store problemer med at finde alle reglerne til Peril (en slags stress der kan påvirke fysisk og/eller psykisk, der ligesom damage giver en negativ modifier  på mellem 10 og 30%) – de er spredt tre-fire obskure steder i bogen, men har direkte impact på både tjeks og risikoen for at rage Corruption points til sig (altså Zweihänders Insanity points). Kort sagt, Daniel Fox og crew har lavet en fin bog, men de kunne godt have sat penge af til en kritisk editor, og jeg begriber ikke, hvordan bogen er gået igennem spiltests uden at noget har påpeget problemet.  Oh well, jeg ville teste det igen for at se, om vi var blevet mere fortrolige med spillet.

En anden grund til at teste kampsystemet var, at jeg ville se, om systemet virkelig er så dødbringende, som vi oplevede første gang. Derfor var spilgangen meget kamporienteret med hele to store fysiske konfrontationer. Og så gjorde jeg noget lidt forbudt: jeg railroadede og hele spilgangen op til røveriet på kystvejen fortalte jeg bare. Det betyder, at spillerne ingen indflydelse fik på at forhindre røveriet, og at der ingen reel rollespil var. Jeg overtog fuldkommen styringen. Det gjorde jeg for at bringe os til det væsentlige – konfrontationerne – der som regel tager ret lang tid. Hvis vi også skulle rollespille og rigtig investigate, kunne vi aldrig have nået at komme igennem sessionen på 3-4 timer. Mea culpa! Men jeg meta-forklarede, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og spillerne var med på præmissen.

Konfrontationerne:

Den første – den med Hul-i-Muren banden – var bevidst lavet umulig. Der var ikke en chance i helvede for at spillerne kunne knække ti hærdebrede ex-lejesvende på deres opererede på deres territorium. Ideen var derfor, at få spillerne til at finde enten combat manøvrer, der kunne uskadeliggøre modstanderen uden at dræbe ham, eller simpelthen finde en løsning, der ikke krævede direkte konfrontation.

Den anden – Skaven skibet – var designet til at lade dem lave et ambush, der i den grad var på favorable vilkår for spillerne og mod en fjende, der ganske vist var dem numerisk overlegen, men som havde ringe stats og lav kampmoral.

Konklusionen er, at systemet stadig er både dødbringende og noget omstændigt bras men også, at vi trods alt er noget mere fortrolige med det nu. Jeg benyttede indimellem Dungeon World kneb i kamp, da jeg ikke så noget formål med slå for at ramme nogen, der ligger ned og ikke gør modstand, og generelt fulgte jeg DWs råd om både at være fans af spillerne men også at gøre deres liv spændende. Og det fungerer egentlig fint. Jeg vil lige tjekke kampreglerne fra WFRP 4th ed, og se om der er noget at hente, og ellers tror jeg, vi er stærkt på vej til at lave en gedigen omgang husregler (Zweihänder har stadig nogle forrygende og festlige regler – ikke mindst peril og ekstrem og pludselig skade jf. Wytchfyre pistol, som jeg holder meget af) med nogle mere light Dungeon World elementer for at simplificere kamp – og så evt nogle WFRP regler. Vi får se.

Mere uforudset fik vi også lejlighed til at korrigere Corruption systemet. I Zweihänder slår man sin karakter inklusive ens Order og Chaos alignments. Det er sat op som en slags barre, hvor man rykker længere og længere mod Chaos, jo mere grumt man opfører sig og/eller jo flere horrors man oplever. Når man når 10 Chaos ranks får man en insanity eller evt en mutation. Tilsvarende kan gode gerninger rykke én i retning af Order, og når man når 10 ranks her får man 1 Fate Point (spillerne har kun 1 Fate Point til at begynde med, så det er livsvigtig valuta!). Ved skabelsen af karakteren har får hver spiller via en tabel tildelt hhv et Order trait og et Chaos trait. Ifølge regelbogen kan de VÆLGE at spille efter disse. Do not compute. Eksempel: Lindharts traits er Order: Romantic, Chaos: Lecher. Øh … så hvad hvis de er flinke, men ikke spiller romantiker/damernes ven? Så er der bare Chaos ranks galore? Ja, må det umiddelbare svar være. Lindhart har hentet en hel del Corruption points, både fordi han har været uheldig, og fordi han til en vis grad opfører sig som Sheriffen af Nottinghams lillebror. Han har altså ingen rigtig interesse i spille denne loverboy/blåskæg karakter og kan derfor ikke rigtig få Order ranks. Er det så bare highway to hell for ham (de andre spillere har lignende problemer)? Nej, det duer selvfølgelig ikke, så noget må gøres. Problemet består dybest set i de tilfældigt genererede Order-Chaos traits, og at Fox og co., da de designede Zweihänder på den ene side ikke kunne få det grim-dark nok, samtidig med at de er borderline woke, når de definerer, hvad der udløser Corruption points. Man lever altså i en mørk og ond verden, men man skal ikke kalde folk mange grimme ord eller benyttede hårdhændede metoder før kaskader af Corruption rammer én. Nu er de fleste af spillerne historikere, og vi er derfor godt bekendte med at arbejde med kulturer, hvor godt og ondt ikke nødvendigvis følger 21. århundrede standarder. Religion betyder til gengæld en del. Så derfor har vi nu besluttet, at spillerne skal have en guddom eller religion, de følger, og som kan benyttes som rettesnor for, hvordan man indtjener Order points. Det er ikke ensbetydende med, at der åbnet for Maester Qyburn-style GoT tortur uden omkostninger – tortur vil stadig medføre Corruption – blot at spillerne nu har en klarere overordnet etik for, hvordan de kan blive ”frelst”. En yderligere fordel ved det her er, at religion – og dermed kultur – meget nemmere kan integreres i spillet og benyttes både til at sætte episoder op og til at forme verdenens udseende. Det spiller jo allerede en rolle i kampagne jf. Klement-kulten og Junkerens tilhørsforhold til Ulric, (der i hans tilfælde er ekstremt selvmodigsigende og udelukkende beror på familietradition: sådan kan man også blive fanget af religiøst etos). Så med et slag har vi forhåbentlig fået løst et teknisk problem, og jeg har fået endnu greb til at føre handlingen videre og generere episoder.