Vi har, siden vi er gået over til DCC, spillet tre moduler. Generelt er DCC moduler billige og super wacky. På sigt regner jeg med selv at bidrage mere og mere “originalt materiale, men som udgangspunkt spiller vi de officielle Goodman Games udgivelser.
Der vil være lidt spoilers i min gennemgang, så eventuelle spillere skal måske ikke læse med.
The Portal under the Stars
The Portal er introscenariet i grundbogen. Det er ikke særligt prangende og faktisk en smule kedeligt at læse. Men det er enormt pædagogisk, og jeg kan sagtens forstå, hvorfor Goodman Games har puttet det i Grundbogen. Det er på mange måder den perfekte introduktion til funnels – level 0 intro spil. Scenariet er dødeligt, men ikke per definition TPK. Det er også kort, så det kan mageligt klares på en aften inkl. introduktion til systemet og skabelsen af kanonføde (x-antal level 0 karakterer).
Vi er en Judge (DCC lingo for GM) og fire spillere. De skabte hver 4 karakterer, så i alt drog 16 helte ud for at udforske en nyligt åbnet portal i den lokale gravhøj. Mine spillere kom omkring 2/3 gennem modulet, da de besluttede at vende om, da de var reduceret til 4 overlevende. Modulet blev altså ikke gennemført, men det er helt ok for pointen med en funnel er mere en ekstrem ryste-sammen tur end guld og ære. En af spillernes karakterer, Uffe, senere kendt som den navnkundige Uffecorn (don’t ask) trådte særligt i karakter trods det faktum, at han statmæssigt var fuldstændig gennemsnitlig.
The People of the Pit
Vores overlevende levellede op. Det blev til en haflingen Tonni, dværgen Busse, præsten Morgan og så Uffecorn, der trods 9 i Intelligence insisterede på at være wizard, selvom han kun kunne nå level 2 spells med den begrænsede intelligens (som D&D opererer DCC med stats fra 3-18. 9 har dermed et rundt 0 som modifier).
Det næste modul vi prøvede kræfter med, var skrevet af the Dark Master himself aka. Joseph Goodman (boss på Goodman Games). Det er løst baseret på Appendix N novellen The People of the Pit af A. Merritt og er en proto-cthulhoid fortælling om en spooky vulkan i Alaska og de aliens, der bor i den.
Det er en relativt stor dungeon, og afhængigt af hvilken vej spillerne går, er den enten en næsten stensikker TPK eller et relativt nemt crawl (ok, intet i DCC moduler er nemt, men risikoen for TPK er markant lavere, hvis man vælger den ”rigtige” vej).
Da modulet fordrede 6-8 level 1 karakterer prægenererede jeg vha. Purple Sorcerors app 4 ekstra karakterer. Alle spillede altså to level 1 karakterer. Partyet blev således forøget med elveren Glorfindel (Johnny), krigeren Yambo, og endnu en hafling og en dværg. De to sidste kan jeg ikke huske navnene på, for de omkom relativt hurtigt i konfrontation med tentakelmonstret fra dybet.
Det var et virkelig sjovt crawl med fælder, fæle ansigtsløse kultister og face-hugger agtige octoplasma.
Også her måtte gruppen kvitte halvvejs. På et kritisk tidspunkt deler gruppen sig i to, og Yambo, Morgan og Uffecorn ender alene i Hullets “fabrikshal”, der er fyldt med kultister (vist små 20 stykker alt-i-alt). Det bliver en episk kamp. Vores helte er håbløst outnumberet, men Uffecorn beslutter at kaste formularen “Enlarge” på Yambo. Denne spell er ret fesen i D&D, men i DCC er spells aldrig fesne … når blot man villig til at spellburne. Spellburn er en regel, hvor man midlertidigt kan ”brænde” fysiske stats af for at booste ens rul på spell’ens effekt-tabel. F.eks. kan en wizard med 9 Str, 9 Sta, 9 Ag brænde stat’en ned til 3 for at få bonus til slaget. Her kan wizarden således brænde sig selv i smadder, men får til gengæld op til +18 på sit tjek. Og Uffecorn lever efter Kurgans motto ”It’s better to burn out than to fade away!”. Følgelig når Uffecorn nær max spell effekt, hvilket betyder at Yambo bliver små 6 meter høj, og dermed får radikalt forøget HP, dmg etc. Heltene kæmper bravt, og Yambo pløjer kultister ned. Til sidst sejrer de næsten udslettede kultister alligevel takket være brugen af tentakelmagi, og da resten af gruppen kommer dem til undsætning, er det for sent. Hvil i fred Morgan, Yambo og Uffecorn. De overlevende forsøger at finde deres venners lig, men forgæves, og til sidst vender de om med uforrettet sag. Kulten er ikke stoppet, og de næste uger decimeres områdets landsbyer af kulten, der søger mennesker til at ofre til guden.
Alligevel var dette modul super sjovt, og jeg har sjældent oplevet så en intens kamp som den Yambo, Morgan og Uffecorn udkæmpede.
Da spillerne nu var nede på tre karakterer, styret af kun to af spillerne, besluttede vi at lave en ny funnel og kører the noobs sammen med de overlevende fra the Pit, nemlig Glorfindel, Tonni og Busse.
Sailors on the Starless Sea
Vi valgte nu at prøve kræfter med det nok mest berømte DCC modul overhovedet, Sailors on the Starless Sea. Det er modul, der er rigtigt skægt at læse som Judge, men som en film, alle siger er god, så var jeg lidt skuffet over modulet i praksis. Mine forventninger var nok for høje. Det er et ekstremt dødbringende modul – nok det mest dødbringende jeg har læst til dato. Det råder én til at køre med 10-15 level 0, hvilket er at føre folk bag lyset. Det burde snarere sige 24-28 level 0, og selv her er der en risiko for TPK (forfatteren har Harley Stroh har siden selv udtalt, at han i funnels kører uendelig antal level 0’er, dvs. når en karakter dør skifter han omgående en ny ind. Hvordan det gøres i praksis ved jeg ikke). Hvorom alting er, så fulgte vi rådet og lavede 12 level 0.
I Sailors er der en faldefærdig borg og en kæmpe grotte nedenunder. For at komme til grotten, SKAL man igennem et hjørnetårn, hvor 7-9 beastmen ligger i baghold. Det udslettede formelt min gruppe (som det også gjorde, da Lænestolsrollespil spillede modulet). Vores løsning var lidt som Lænestolen, at handwave en sejr over beastmen-bagholdet, og lade de overlevende seks fortsætte ned i grotten. Her klarede de lige præcis at besejre den reinkarnerede Chaos champion, omend tre måtte lade livet. Der er hermed tale om vores første ”fuldendte” DCC modul.
De overlevende er soldaterne Inaki og Nuke og farmeren Ramondo. De føjes nu til vores pulje.
Generelle Overvejelse
Brug-og-smid-væk-karakterer: DCC bliver nogle gange betegnet som et slagtehus, der reelt kun er sjovt for sadistiske GM’er, der synes det er sjovt at lave TPK. Andre (spillere) synes funnelen er så sjov, at de aldrig spiller andet end level 0 moduler. Det er synd og skam. Mens DCC afgjort er dødeligt, og at sandsynligheden taler for, at deres karakter lader livet på et eller andet tidspunkt, så er DCC level 1 karakterer noget sejere end deres D&D counterparts. Her spiller Luck mekanikken en afgørende rolle (mere om det en anden gang, men det fungerer lidt ligesom spellburn bortset fra at stat-tab er permanent). Men derudover har karaktererne rige muligheder for at overleve. Således er reduktion til 0 HP ikke lig med instant death.
Men når det er sagt: de dør formentlig på et eller andet tidspunkt. Her har vores erfaring imidlertid været, at karakterudvikling faktisk er større med disse disposables, end med karakterer man har brugt 5 timer på at polere og file til. Den konstante risiko for død gør mærkeligt nok, at spillerne er meget mere villige til at træffe vilde og spændende løsninger, der giver dynamisk spilgang, end med de veludviklede karakterer.
Magi er fedt!: Spellburn systemet gør at selv 1 level magikere kan være både spændende og dødbringende. Og med magi er der hele tiden en alvorlig risiko for corruption. Mere om det en anden gang.
Verdensbygning: DCC moduler er sjove, men der er ikke meget hjælp at hente til den omkringliggende verden. Det gør nu ikke noget, men det betyder som udgangspunkt, at modulerne læner sig op af en one-shot default. Vi vil imidlertid til at eksperimentere med lidt world-building, bl.a. fordi wizards helst skal have en patron – typisk en dæmon eller en slags guddom, der kan give dem favours. Til gengæld står de nu i gæld til disse patrons, og det kan moduler som udgangspunkt vanskeligt tage højde for.
Jeg vil derfor langsomt begynde at bygge en Jack Vance Dying Earth-agtig verden op kaldet Terra Amata, hvor alle mulige mærkelige kulturer etc vil være at finde. Vi skal således på et tidspunkt spille The Chained Coffin, der trækker på Appendix N’s Manly Wade Wellmans historie om Appalachian folklore. Da jeg holder meget af Clark Ashton Smith, tror jeg også, jeg vil konverterer Tom Moldvays klassiske D&D modul Castle Amber/ Château d’Ambreville til DCC og derved introducere Averoigne i vores kampagne-verden. Og så kunne det være sjovt at få samme Ashton Smiths Zothique med ind (selvom det ikke ligefrem er PG rated).
Pnakotica 