Siden sidst har vi over to spilgange spillet DCC modulet The Queen of Elfland’s Son, designet til 6-8 level 1 spillere. Det er løseligt inspireret af Appendix N forfatteren Lord Dunsany’s The King of Elfland’s Daughter men selvfølgelig med omvendt kønsfortegn.
I det følgende vil der være nogle spoilers, så eventuelle spillere skal måske stoppe læsningen her.
Set-up
Set-up’et er, at magten i Elverriget en gang imellem skifter fra the Seelie Court styret af den overvejende godmodige Elverkonge til the Unseelie Court, hvor den ondskabsfulde Elverdronning hersker. Det er således skiftet mellem dag og nat i det overjordiske, og formentlig ekstra-planare, Elverige, der er udgangspunkt for modulet. Her skal man bemærke, at den type elvere, DCC opererer med er langt tættere på de keltiske og nordiske ellefolk end på Tolkienske elvere, som vi er vant til i moderne Fantasy. Det er ret forfriskede, men det medfører også lidt problemer, som jeg vil komme ind på sidst i indlægget.
Fyrre år før spillets handling har den lokale hertug dræbt en af Elverkongens enhjørninger. Mens kongen har båret nag lige siden og har lukket porten mellem Elverriget og området Eng, så ændrer tingene sig til det værre, da magten skifter i Elverriget. Elverdronningen vil nemlig have hævn, og er generelt ude på at hærge menneskene, som hun kun har foragt for. Hun genåbner derfor portalen i elverhøjen i Eng, og hendes søn, prins Ashheart (vi omdøber han til prins Askehjerte, da jeg forsøger at benytte så lidt direkte engelsk som muligt i kampagnen), sættes til at hævne enhjørningen og generelt forberede en invasion. I menneskeriget er hertugen for længe siden død, og man har glemt alt om Elverriget og portalen mellem rigerne. Her understreges altså den vigtige pointe, at tiden går vidt forskelligt i Elverriget og menneskenes verden. Derfor bliver de lokale opskræmte, da en ukendt trussel pludselig udsætter både kvæg og mennesker for natlige og meget blodige angreb. I Eng udlover man derfor en dusør til dem, der kan befri landsbyen for denne ukendte trussel.
Karakterne
Vores spillere hører om dusøren og løber fra bar-regningen i Hiria, vores fantasy storby, og spillernes base (vi bruger Lankhmar box-settet til at bygge byen). Hver spiller har to karakterer, så the band (DCCs term for et party) består af følgende karakterer, alle level 1:
#1 (Martin): Muslana, en noget overvægtig og konstant spisende cleric. Hun er tidligere fortuneteller og har ikke haft det let i livet. Alligevel er hun glad og godmodig, pånær når hun med Miss Piggy hvin svinger sin stridskølle mod sin guds fjender.
#2 (Martin): Remondo, en ekstremt fit fighter (Str 18). Remondo er ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han er stærk og benytter enhver lejlighed til at flekse sine muskler og til at varme op, træne eller strække ud. Remondo er løseligt baseret på Brad Pitts fitness freak i Burn after reading.
#3 (Anders): Nuke, en som navnet antyder krigerisk anlagt wizard. Nuke er tidligere lejesoldat og er derfor ganske ferm med et sværd. Han er desværre helt ubeskriveligt uheldig for i Sailors on the Starless Sea brændte han al sin Luck af.
#4 (Anders): Glorfindel, en tidligere elver advokat, og en af de overlevende fra den fejlslagne mission i People of the Pit. Glorfindel er klassisk elver-arrogant,og ikke just den mest populære i gruppen. Alligevel skal det vise sig, at Glorfindel sikrer det meste af the bands overlevelse i modulet.
#5 (Steffen): Tonny, en halving, der går under titlen, ”the incredibly camp haberdasher”. Tonny er, sammen med Busse, den eneste, der har overlevet siden det allerførste modul vi spillede (The Portal under the Stars). Munden kører konstant på Tonny, og han er meget optaget af æstetisk pæne ting. Han er også ubeskriveligt heldig (Luck 18).
#6 (Steffen): Inaki, en stovt fighter. Inaki har en baggrund som soldat, og han er derfor disciplineret og alvorlig men også charmerende, når det gælder. Han er dog noget overskygget af den stærke og visuelt larmende Remondo.
#7 (Emil): Busse, en dværg, der lever op til alle de værste fordomme om dette folk. Busse er ubeskriveligt grådig, og hans lugtesans styrer hans ageren (dværge kan i DCC lugte guld og ædelstene). Busse samtidig også lidt af en kujon. Dette er formentlig grunden til, at han ligesom Tonny, har overlevet siden første modul.
#8 (Emil): Snark, en tyv. Snark er en lille, slibrig og slesk personnage. Også han er besat af at blive rig, men i løbet af spillet udvikler han er forkærlighed for Muslana (Musse som han kalder hende), som han flirter skamløst med.
Handling
Spillerne ankommer til landsbyen Eng, hvor de hører talrige historier og natlige angreb, udført af bloddrikkende uhyrer. Landsbyens oldermænd tilbyder spillerne 50 guldstykker for at befri dem fra truslen, og spillerne bevæger sig mod gamle bondemand Oggos gård, der ligger lidt udenfor landsbyen, nær overfaldenesepicenter. Oggo indvilliger i at hjælpe spillerne mod at de rydder det monster af vejen, der dræber hans geder. Om natten angribes gården af en unseelie, bloddrikkende enhjørning. Spillerne gør imidlertid kort proces med enhjørningen, og som tak fortæller Oggo – der er den eneste i landsbyen, der stadig husker elverne – at elverhøjen i området i gamle dage tjente som portal mellem rigerne, og at uhyrerne formentlig kommer derfra.
The band drager derfor mod højen, der i dagslys blot er … en græsklædt høj. Da natten falder på og månen stiger op åbner en port sig imidlertid i højen, og fire elvere iklædt skælbrynjer af træ, hjelme med bukkehorn og lange spyd uden metalspidser (i DCC er elvere allergiske overfor jern. Når de bruger metalvåben, er de af mithril).
The band beslutter at sende Glorfindel, Busse, Inaki og Tonny hen for at tale med elverne. Elverne har kun foragt tilovers for krigeren og halvingen, er nedladende overfor elveren og indladende overfor dværgen. Glorfindel og Busse bliver inviteret ind i højen, men de andre nægtes adgang. Her splittes the band altså. Glorfindel og Busse går i højen, hvor de bliver fængslet efter at være blevet forhørt af prins Askehjerte. Hvad der reelt er sket med dem, finder the band dog først ud af senere.
De resterende venter et stykke tid, men tilslut beslutter de sig til tvinge sig adgang. De nedkæmper vagterne og trænger ind i højen. Det første, de ser, er et smukt og værdifuldt vægtæppe af en hovmodigt udseende elverprins, der sidder på en trone i et tusmørkerige. Som de grådige vandaler de er, skærer de tæppet ned, ruller det sammen og gemmer det til at tage med på tilbagevejen. Højen er oplyst af bundter af kviste og rødder, der lyser med et grøn- og sølvagtigt overjordisk skær. Det viser sig hurtigt at højen er større udenpå end indeni og består af mange krogede gange. The band når hurtigt til en vagtstue og drabelig kamp følger, hvor alfe/trolde-agtige væsener bl.a. spytter med lammende is-stråler. Mens the band vinder, undslipper en elvervagt, og den ellers konstant snakkende Tonny, bliver ramt på strubehovedet (et critical hit), så han resten af spilgangen kun kan kommunikere som en torsk på land. DCC is great :-D.
Spillerne fortsætter plyndrende gennem højen, og når hurtigt til fangehullet, hvor Glorfindel og Busse sidder. En kamp med fangevogterne bryder ud, hvilket medfører friendly fire mod Glorfindel og et crit på Remondo, der teknisk set dør af et kølleslag mod tindingen. I sidste øjeblik bliver han dog reddet af Muslanas healing (roll over). Busse og Glorfindel er nu befriede. De fortæller, at Askehjerte afhørte dem og blev rasende, da han fandt ud af, de havde dræbt hans enhjørning. Derfor blev de smidt i fangehullet, mens prinsen overvejede deres skæbne.
The Band fortsætter deres færd i højen, de finder en smedje, men da en elverkvinde derinde benytter magi imod dem, får Nuke resolut forseglet døren til smedjen med en Magic Ward spell. Spillerne kommer nu til tronkammeren, der er mørkt og tyst. Askehjerte er blevet vaskoet af den flygtende vagt og har lagt et baghold, bl.a. takket være hans skyggemagi. Det hårdt sårede band bliver derfor overrasket, og det ser sort ud for dem, da ti elvere og en pt. usynlig, men tryllende, Prins Askehjerte falder over dem. Her vælger både Nuke og Glorfindel at ty til deres magi, og det vender fuldstændig kampen. Begge spellburner helt i bund, dvs. de ”brænder” midlertidigt deres fysiske stats for at få bonus på deres spellchecks, og resultatet er frygteligt og forunderligt. Nuke kaster Chill Touch, der med hans totale spellburn medfører ikke blot at skaden fra hans dødemandshænder tredobles, men også at alle indenfor en vis radius tager 1d6 i skade – venner som fjender. Det betyder, at elvere, Tonny, Busse, Inaki og Muslana omkommer ved denne handling! Forinden har Glorfindel imidlertid kastet Invoke patron – the King of Elfland. En patron i DCC er en slags dæmon/mindre guddom, som troldmanden eller elveren kan indgå en pagt med. Imod en tjeneste i fremtiden vil patronen hjælpe magikeren for en kort stund (her 8 runder). Og da Glorfindel har spellburnet maksimalt får han også den maksimale hjælp. Alle spillerne får signifikante bonusser til armour class, til at ramme, gøre skade og til saving throws. Og hvis man dør, bliver personen ført til Elverriget, hvor elverfrøkner bringer dem tilbage til livet (dette gælder dog ikke Nuke, der med sine nekromantiske kræfter har vagt Elverkongens afsky). Summa summarum, elverne bliver hurtigt hugget ned, og med Elverkongens hjælp er det ikke svært at klare saves mod prins Askehjertes ellers formidable forbandelser. Askehjerte flygter ind i det nærliggende kammer, mens hans folk hugges ned. Remondo, Snark og Glorfindel følger efter. Nuke – på nuværende tidspunkt kaldet Dr. Død pga. hans ”radioaktive”, dødbringende nekromantikerstråling – får besked på at holde sig væk. I kammeret er en portal til Elverriget ved at åbne sig. Askehjerte flygter gennem portalen, mens hans lover blodig hævn. Ingen tør følge efter, og Glorfindel og Snark undersøger rummet mens Remondo går på opdagelse ned af en gang. Pludselig lyder et jagthorn fra Elverriget og halvguden Herne og tre jagthunde springer gennem portalen for at nedkæmpe Glorfindel og Snark. Det ser igen sort ud. Nuke hører imidlertid larmen fra hornet og kommer til undsætning. Med sine dødemandshænder nedlægger han Herne, men Hernes hunde kaster sig over deres herres banemand, og Nuke bides til døde! Da Nuke ikke omfattet af Elverkongens velsignelse (der påværende tidspunkt alligevel er løbet ud) skal han slå et roll-over. Han fejler, og da han også fejler et senere recover the body tjek er Nuke, som den eneste fuldstændig død – aftenens eneste band casualty.
Remondo ankommer og sammen får han, Snark og Glorfindel nedkæmpet hundene. En hurtig plyndring af et nærliggende kammer følger, hvor spillerne finder Askehjertes garderobe (talrige smukke, spindelvævstynde klæder, der er hundredvis af guldstykker værd), og en kiste med tre sække guld og en sæk med egeblade. De tager klæder og guldet, men efterlader bladene og vægtæppet, og vender tilbage til Eng. Desværre noget slukørede for det viser sig, at både klæderne og guldet er fordampet i morgengryet – tusmørkelandets guld forsvinder i menneskeverdenens daglys. Så den eneste gevinst spillerne har, er de sølle 50 guldstykker Eng betaler dem. Og hvad værre er: Busse og Glorfindel mistede deres udstyr under fangenskabet. Mens Glorfindel snildt kunne plyndre de slagne for våben og rustning, er Busse – den grådigste af dværge – reduceret til intet! DCC er i sandhed hård og urimelig :-D. Nogle få dage senere vender Muslana, Busse, Inaki og Tonny glade tilbage fra rekonvalescens i Elverriget, og alle stiger til level 2. Nu skal regningen imidlertid betales. Glorfindel skal indenfor for en måned udføre en quest for Elverkongen, og indtil den er udført, kan han ikke få sine spellburnet stats recovered (man recover normalt 1 stat point pr. dag med hvile og ro)!
Er det et godt modul?
Generelt er Queen of Elfland ikke helt så gonzo som mange andre DCC-moduler, men det gør ikke noget. Take’et på elverne er ret forfriskende, og modulet er glimrende i stand til at formidle den overjordiske, tusmørkelandsstemning. Vi havde det rigtigt sjovt, og selvom det var drabeligt, så er modulet ikke overdødeligt, og det formidler på glimrende vis forskellen på kanonføde level 0 karakterer i en funnel, og så helte på level 1+.
Der skal dog arbejdes noget med elvernes rolle/ betydning i kampagnens større sammenhæng. Dette er ikke nødvendigvis en kritik, men se følgende.
Elvere i DCC
Elverne i DCC er vid udstrækning inspireret af dem, man finder i Lord Dunsanys og dansk-amerikaneren Poul Andersons værker (de fremragende The Broken Sword og Three Hearts and Three Lions). De er altså overjordiske, lunefulde og ofte ondskabsfulde, og the Unseelie giver mindelser til de ”elvere”, der optræder i den anden Hellboy film.
Det giver dog visse problemer, for i DCC-grundbogen er elverkarakteren et mix mellem ovenstående kelto-nordiske ellefolk og så den Tolkienske elver. So, which one is it? Eller sagt på en anden made: hvad ved elvere som Glorfindel, der er vokset op i de dødeliges land om Elverriget? Her råder modulet Judge’en til at beslutte, hvordan han vil have, at det fungerer i hans kampagneverden. En måde at håndtere det på er, som modulet foreslår, at der er grund til at visse elvere har forladt Elverriget f.eks. at de fandt den evige kamp mellem Seelie og Unseelie ulidelig eller at de bare var eventyrlystne. Vi har ikke truffet nogen endelig beslutning, men bruger pt en kombination af de to. Det kunne dog have klædt modulet, at der var lidt mere hjælp at hente, for elvere får kun få info fordele i modulteksten, og generelt rådes judge’en af suspense årsager til at ikke at afsløre for meget. Det kan dog let få en mere sammenhængende kampagne-verden til at kollapse. Men vi finder en løsning 🙂
Pnakotica 