Krabbekyn sagaen. Sæson 1, Ep. 4 Sotskøgen fra Schaltierhafen

Handling

Junkeren er på røven! Der er ingen penge i Spielvogelburg. Junkeren brandbeskatter bønderne, der enten stikker af fra lenet eller laver røverbander. De ansatte får ingen løn, og langsomt ”forlader” de også tjenesten hos junkeren. Nu kommer junkeren – eller rettere hans højre hånd Hartmann i tanke om at Lorenz Huckepack fra ep. 2 (og som modtog kisten, som Skaven var ude efter), vist aldrig har betalt for kisten, spillerne leverede. Han skylder altså, og det et heftigt beløb, der kan redde godsets økonomi. Spillerne; Günther (dværg bersærker), Lindhart (bailiff) og Franz (bountyhunter) skal derfor inddrive gælden.

På vej til Schaltierhafen møder spillerne på en kro nær landsbyen ridder Johann von Taalsthal. Han er adelig, advokat og ansat af Søstædernes Forbund til at undersøge om Schaltierhafen er en såkaldt klipphafen, altså en ulovlig købstad, og om den handler med Marienburg. Taalsthal er en flink mand, og spillerne falder hurtigt i snak med ham. Han kan fortælle, at marienburgerne har opbragt og plyndret en Søstæderne kornkonvoj på vej fra Kislev til Bretonnia. Derfor har Søstæderne erklæret embargo mod handel med Marienburg, og i Nordland og Ostland beslaglægger man marienburgske skibe og gods, og tilbageholder marienburgere. Man forbereder sig på krig til foråret.

På kroen hører spillerne også et rygte om, at de frygtede Tiefeinz – uhyrer fra havet – har slået til igen! Når tågen ruller op på kysten, forsvinder folk, og der er ofte spor på kamp.

Næste dag ankommer spillerne, Taalsthal og hans tjenere til Schaltierhafen. Her skilles deres veje for Taalsthal vil bsøge byens herre, abbedissen Ulrika Mannfischer af Skt. Klementklosteret, mens spillerne helst vil finde Lorenz’ hus i en fart. De tager sig dog tid til lige at undersøge landsbyen lidt. Schaltierhafen er en stor landsby med henved 500 indbyggere. Den lever primært af fiskeri og lidt skibshandel. Byen ligger ud til Kløernes Hav og dets naturlige samlingssted er kroen Det Gyldne Horn. Det er et stort og aflangt hus, der kan rumme en stor del af landsbyen. Indenfor er den domineret af et kæmpe langbord, og for enden står et kæmpe drikkehorn. Byens specialitet er saltet måge og den lokale øl Havgus. Spillerne bestiller begge dele, der viser sig at være overraskende godt, og udspørger de lokale. Det viser sig, at man i Schaltierhafen forbereder sig på den årlige vinterfest ”Meereswut”. Ved denne fest fejrer man Manann og beder ham om beskyttelse mod såvel efterårsstorme som de frygtede Tiefeinz, der ofte hjemsøger kysterne ved på denne årstid. Ved denne fest samles landsbyen til en middag i byens kro, hvor abbedissen udfører et ritual og velsigner byen i Mananns navn. Ritualet afsluttes med, at der serveres Havgus fra drikkehornet.

Spillerne forhører sig om Lorenz. Han er en afholdt mand i byen om end diskret. Det forlyder også at han har en meget smuk ung kone fra Norsca. Spillerne opsøger nu Lorenz’ hus. Rundt om det sidder eller hænger truende mænd, der åbenlyst er en slags vagter. Da Lorenz hører spillernes forehavende, nægter han at lukke dem ind og de truende mænd får hurtigt spillerne til at forføje sig. På vej væk ser spillerne vinduet på første sal blive åbnet og den mest indtagende kvinde, der nogensinde har set, vinker koket til dem. De ser også en enlig mand komme til huset og blive lukket ind. Snart efter lukker kvinden vinduet.

Spillerne forsætter med at forhøre sig om Lorenz’ og hans kone i byen – fortrinsvis blandt de kvindelige beboere – for at finde ud af om der er modstand mod dem. Det er der principielt, men byens kvinder er i realiteten ikke voldsomt forargede. De er vant til at mændene i byen, primært søfolk, ikke er voldsomt trofaste, og mange af kvinderne er ikke selv afholdende, og spillerne får flere ublu tilbud.

Spillerne vender tilbage til kroen. Her melder Franz sig frivilligt til at besøge Lorenz’ alene. Han bliver modtaget i huset og uden diskussion først op til Lorenz’ kone, Svea. Hun er en glad og ligefrem kvinde, og Franz får hurtigt kærligheden af føle, og det er guddommeligt. Herefter bliver han venligt, men bestemt ført ud. Franz føler nu et intenst behov for at beskytte Svea, og på vej ud nikker mændene omkring huset indforstået til Lorenz, og hilser ham som ”broder” og ”profetens beskytter”.

Tilbage på kroen opdaterer Franz de andre, og da han ikke har det store at berette, vælger de at gå i seng. Franz drømmer dog søde drømme om Svea, men i samme drøm svæver en ondskabsfuldt udseende Lorenz over den strand, de befinder sig på. Da Franz vågner opdager han at indersiden på hans ene lår er blevet hårdt, og nærmest ligner … et krabbeskjold!

Næste dag er dagen for Meereswut. Byen og især kroen bliver pyntet op, og der er god stemning. Günther bemærker dog at en af kroens gæster nærmest går sidelæns, og at en anden sidder og åbner og lukker munden mekanisk, som om han var en … krabbe. Om formiddagen aflægger spillerne et besøg på klostret. De bliver venligt modtaget, beder i klosterkirken og taler med abbedissen, en stærk og stovt matrone, der velsigner dem i Skt. Klements navn – ikke til alle spillernes glæde. Selvom hun og hendes søstre er mere kyske end landsbyens kvinder, så har de ikke umiddelbart noget at udsætte på Lorenz og hans ”forretning” med Svea. Den slags moral har Manaan-dyrkere det ikke med at gå voldsomt meget op i. Da spillerne har en vis mistro til Skt. Klement-kulten vælger de ikke at spørge ind i detaljer, og de forlader kirken uden de store oplysninger. I klosterhavens arkader møder de dog Taalsthal. Han kan berette, at landsbyen tilsyneladende intet har med at gøre med Marienburg, men er trofaste Nordlændere. Det er altså ikke en klipphafen, og han gør parat til at lukke undersøgelsen og glæder sig til aftenens Meereswut, hvor ritualet vil finde sted ved solnedgang. Da spillerne fortæller om Lorenz lover han dog at undersøge sagen.

Resten af dagen laver spillerne stake out ved Lorenz’ hus, der umiddelbart virker uigennemtrængeligt – ikke mindst pga. ”brødrene”, der dog hilser indforstået på Franz. Om eftermiddagen observerer de Taalsthal ankomme til huset. Han bliver lukket ind, og en halv time senere forlader han det i godt humør …

Spillerne vælger ikke at foretage sig andet end stake out, og da solnedgang nærmer sig træder Lorenz og Svea eskorteret af deres mænd ud af huset og går i procession mod kroen. Spillerne følger efter og kort før solnedgang samles landsbyen inkl. Spillerne i kroen. Abbedissen indleder ritualet og alt får vel til at begynde med. Pludselig tager Svea imidlertid ordet, da hun skal servere det første krus fra hornet for at velsigne flokken. Hun nærmest skinner med at ildevarslende grønligt lys og erklærer at hun – Svea Sotsdottir – er Nurgles profet, og at hun nu vil bringe et offer til denne gud! Derpå vælter hun hornet ud i salen og alle der rammes af øllet, der nu lugter råddent og ser sært grønligt ud, begynder at blive syge og få bylder, udslet osv. Lorenz projektil brækker sig på abbedissen, der sydende synker sammen, søstrene griber til våben men mændene nekæmper dem hurtigt ledet af Taalsthal. Vantro observerer spillerne dette og især at hornet nu synes at sitre og antage et grønligt skær. Det er en portal, hvoraf en kæmpe dæmon – en Great Unclean One er på vej igennem! Spillerne handler hurtigt! De må ud og kæmper sig gennem de flygtende masser. Problemet er dog at Franz vil blive for at beskytte og tjene Profeten. Med usædvaneligt held lykkes det Günther og Lindhart at slå ham bevidstløs. De flygter ud gennem kvinder og børn, sætter ild på kroen og iler mod Lorenz’ hus, som de vil plyndre for værdier.

Günther og Lindhart bryder ubesværet ind. De gennemgår huset og Lindhart finder i Sveas soveværelse en bog, Liber Pestilense – der giver ham Corruption points i det øjeblik han åbner den. Günther finder Lorenz laboratorium, men ellers ingen umiddelbare og ukomplicerede værdier (læs: guldkroner). De beslutter sig derfor til at sætte ild til huset inklusive bogen og laboratoriet.

På gaden samler spillerne Franz op der nu er kommet til bevidsthed. Deres flugt blokeres imidlertid af en dæmon – en plaguebearer – der iler mod dem. Der følger nu en desværre meget langstrakt kamp (både spillere og dæmon slår eksektionelt ringe). Det lykkes dog spillerne at nedkæmpe dæmonen, men både Günther og Lindhart får svært inficerede sår.

I måneskæret flygter spillerne over hals og hoved. De har besluttet at opsige deres tjeneste med junkeren.

Denne episode er en slags sæsonafslutning på første del af Krabbekyn sagaen (jeps, nu har kampagnen et navn J). Efter Nytår går vi i gang med anden sæson. Det åbner med vores helte på flugt fra Schaltierhafen og på jagt efter en kur både mod Günthers og Lindharts inficerede sår og mod Svea Sotsdottirs magt over Franz.

Sankt Klement Krabbekyn symbol (i Untersee umiddelbart inden landsbyen gik under).

Ramme og design

Denne episode handlede primært om at finde et nyt take på Nurgle, der ofte bare er klam, temmelig usubtil og en lille smule kedelig sammenlignet med især Tzeentch.

Til designet af Nurgle og ikke mindst sygdommen var jeg inspireret af podcasten Lore. I episode 121 ”Uninvited guest” https://www.lorepodcast.com/episodes/121 berettes der om en art andeskæl (barnacle – et krebsdyr og en slags parasit https://en.wikipedia.org/wiki/Barnacle ), der bor på krabber. Andeskællet invaderer krabbens hjerne og får den til at parre sig med andre krabber for at sprede og beskytte parasitten. Well, hvad nu hvis en Chaos gud som Nurgle fandt ud af at gøre den slags parasit og kønssygdom til et våben? Plus, det ville snyde spillerne til at tro, der var tale om en Slaanesh kult.

Denne sygdom bliver udviklet i de næste episoder, men ideen var for god til ikke at bruge.

In other news, vi besluttede at Franz – noget atypisk for nordlændere – var Sigmar dyrker. Det er dog lidt underordnet nu hvor han teknisk set er del af en Nurgle kult og har fået sin første belønning: en begyndende mutation.

Der kommer som sagt en julepause, men jeg regner med at lave et intermezzo blogindlæg om vores Imperium, denne gang om Manann og Nurgle kultene.