For at have en fælles baggrund besluttede vi sidste gang, at spillerne alle arbejder for en adelsmand i problemer. Denne adelsmand er den unge junker Franz-Ferdinand von Spielvogel, herre til borgen Spielvogelburg (ja, gæt selv hvilken last han har – navnet er med vilje holdt i Oldhammer stilen ;-)).

Borgen ligger på Nordlands kyst nogle kilometer vest for Neues Emskrank. Spielvogel-navnet er egentlig en forkortelse af slægtens oprindelige navn, Spiegelvogel – en lokal havørneart, hvis fjerpryd er blågrå. Det  gør, at den glider i ét med havoverfladen, og derfor nemmere kan jage. Borgen har været i slægtens eje i århundreder og er blev brændt ned seks gange af fremmede invasionsstyrker fra hhv Marienburg, Norsca, Bretonnia, Kislev, Ostland og af Dark Elves. Men slægtens historie vil vide at Spie(ge)lvogel’erne altid rejser sig igen og genopbygger borgen. Det er altså en gammel nordlandsk adelsslægt, der kendt for deres kunnen som krigere og Ulric dyrkere. Den fedladne ludoman Franz-Ferdinand er dog ikke nogen imponerende kriger, men han alligevel sværger konstant til Ulric og foregiver at videreføre slægtens krigerarv. Da det 100 år siden borgen sidst er blevet angrebet er der imidlertid ikke noget stort behov for, at junkeren reelt lever op til hans forfædres gerninger.

Franz-Ferdinand er anden søn af Ridder Adolph von Spielvogel. Han er dels opkaldt efter Kejser Karl-Franz II (de er født samme dag og Adolph døbte ham derfor til ære for kejseren – men onde tunge vil vide, at det var for at tækkes kejseren efter Adolph havde været involveret i et oprør) og dels efter hans moder Carmens (en lavadelig fra Estalia) far. Det var meningen, at Franz-Ferdinand skulle være gejstlig i Sigmar kirken (muligvis i virkeligheden et kejserligt gidsel for at forhindre nye  oprør), men hans ældre bror Kurt omkom under mystiske omstændigheder, og junkeren blev hentet fra Altdorf (hvor han grundlagde sin passion for spil) og blev indsat som herre på borgen.

Både som følge at den generelle økonomiske udvikling i Kejserriget og Franz-Ferdinands ødsle livsstil er borgen i forfald. Det generer dog ikke umiddelbart junkeren, der bruger det meste af sin tid (og penge) på hasardspil i Neues Emskranks knejper. Det betyder også, at han konstant skylder penge til skumle personer og ofte eftergives gælden mod, at Franz-Ferdinand gør tjenester for disse personager. Det betyder i praksis, at junkerens folk (læs spillerne) bliver sendt på en række lyssky opgaver for løse at junkerens pengeproblemer.

Da Franz-Ferdinand ofte er fraværende, bliver borgen og godset reelt drevet af hans højre hånd, Hartmann. Han er en hård, arret og ubehagelig mand med en mystisk fortid.

Vi beslutter at dværgebersærkeren Günther har været i slægtens tjeneste længe, som følge af en uoverensstemmelse med hans fader, en kanonér i et lejesoldatsregiment. Den unge ingeniør Nepomuks far var også i slægtens tjeneste, og da hans fader omkom i en frygtelig vindmølle relateret ulykke overtog Nepomuk faderens gerning på Spielvogelburg. Lindhart (bailiff) er godsets nidkære skatteopkræver. Dusørjægeren Nögtern var ikke med ved første spilgang, så hans umiddelbare baggrund gemmer vi.

Religion i Nordland

Nordland er præget af fire større religioner. I kystegnene dyrkes Mannann af købmænd og søfolk, men Händrich kulten er ved at vinde indpas, selvom det traditionelle borgerskab betragter kulten med skepsis og endda fjendskad for Händrich dyrkes især af Nordlands arvefjende: Marienburg. Den gamle adel og krigerne dyrker Ulric, mens almuen og bønder i Nordlands indre dyrker Taal og Rhya. Sigmar er primært tilbedt af kejserlige embedsfolk, og kulten betragtes som Atldorfs forlængede arm i Nordland.

Nu har jeg jo annonceret at vi spiller i Warhammer-verdenen, men det er måske en god idé lige at skitsere, hvilken udgave jeg har tænkt mig. Som nævnt i forrige blogpost, så er jeg ret vild med WFRP 1st ed.’s verden. Det er inden GW’s figurkrigsspil fik lov til at diktere Warhammer-verdenens gang og udseende, og verdenen er følgeligt meget mere beskidt, grumset og gråtonet. De følgende editions – 2-4 – blev pålagt GW’s noget mere farvelade-agtige og simple verden, der naturlig passer super til et figurkrigsspil, men som ødelagde en hel masse fed flavour fra 1st ed. Således kan jeg f.eks. godt se det sjove i Kong Arthur ridderne af Bretonnias Runde Gral-bord, og jeg holdt meget af metalfigurerne. Men det ødelagde sgu noget af 1st eds mere De tre musketerer møder Lovecraft møder den franske revolution og ancien régime, som 1st ed kørte med. Kort sagt, som udgangspunkt er Empire, Bretonnia, Estalia osv på  samme tech og magi stadie. Det er gritty 16. århundredes Europa som udtrykt i Hieronymus Boschs, Pieter Breughels og Albrecht Dürers billeder (i særdeleshed er jeg inspireret af Bosch dæmoner i min fremstilling af Chaos).

Chaos: Jeg holder meget af de fire Chaos guder i Warhammer-verdenen, men de er altså også lidt uhandy. Igen de er i stigende grad designet til krigspillet, og det vil sige ret firkantede og låste. Men rigtige dæmoner kender ingen grænser! Derfor tager jeg lidt løst på deres “resort-områder”.  Khorne er altså  ikke bare KRIG, KRIG, KRIG, SLAGTE, SLAGTE, men kan også være mere subtil. Det samme gælder for de andre fire, og jeg tilføjer muligvis nogle flere. Jeg holder iøvrigt også meget af anti-Kaos Kaosguden Malal og af Law guderne, og de skal også være med, hvis det kan lade sig gøre.

Guderne: Jeg bibeholder de klassiske guderne, men de får nok et twist. Manann kommer f.eks. til at spille en stor rolle, men er han ond? god? Er han bare en ol’ school mean gud bestående af lige dele græske guder og Gud fra det Gamle Testamente? Er de som i Moorcock’s Elric? We’ll see.

Magi: Jeg HADER the Colleges of Magic! Så er det sagt. Alt hvad der sætter magi på formel  og i kasser osv finder jeg dræbende for kreativitet. I god Fantasy litteratur er der sgu ingen, der lige kan regne ud, hvad den næste formular er. Kort sagt, magi er magisk. Igen , Colleges giver mening udfra Warhammer Fantasy Battle, men er IMHO dødsygt i rollespil. Zweihänder har heldigvis lavet en løsning, så man både kan spille de elskede Colleges eller mere freeform. Så i vores Zweihammer, er der ingen Colleges. En troldmand kan fortjente (læs “købe) sig til en kejserlig licens til at praktisere magi, men mange hverken kan eller vil – det kan uværgeligt bringe én for meget i myndighedernes søgelys som potentiel syndebuk for alt fra fejlslagen høst til redirection af oprør (“Hertugen var under hoftroldmandens fortryllelse! Jeres elskede Hertug Albrecht ville da aldrig frivilligt hæve skatterne til 90% for sine elskede undersåtter”). Men kejseren har da en hof troldmand, og nogle er åbentlyst praktiserende. De fleste opererer dog enten i cabals som Altdorfs gentleman aristokratklub Gesellschaft für Esoterische Studien für die Verbesserung des Menschens og Guisoreux’s philosophes arcanes hvor prominente tænkere som Bruno Foucault, Michel Derrida og Pierre Latour og Jacques Bourdieu argumenterer for, at virkeligheden er en sprogligt skabt illusion (de er på heksejægernes og Shallya inkvisitionens radar), eller som  lone gunmen, der dog mødes med ligesindende og udveksler hemmeligheder og andet. Kort sagt, det er okkult, men ikke nødvendigvis Chaos. En prospektiv troldmand bliver  oplært af en eller flere lærere. Når han er udlært (færdig med første karriere), kan han enten set up shop et sted, eller drage ud i verden for at lære nye formularer fra andre troldmænd (eller stjæle dem), finde trolddomsbøger, magiske genstande osv. Han kan altså lære spells fra alverdens “farver”, og er ikke begrænset til alkymi eller astromancy eller whatnot. Og hvis det ikke er nok, så er der jo altid short cuts to power …

Empire: Jeg følger med vilje ikke kanon om Empire udover løse ting som at kejseren hedder Karl-Franz II, Nuln var engang hovedstad og er regeret af Emmanuelle von Liebewitz, Middenheim er bygget på en klippe midt i den mørke skov. Men ellers lader jeg mig bare løseligt inspirere af, hvad jeg lige falder over. Kanon har det nemlig med at låse mig fast. Så jo mindre jeg ved, jo bedre.

Inspiration: Jeg har i sommeren læst en masse bøger bl.a. en del Houellebecq (hvis du synes, det er mærkeligt, så husk at Houellebecqs første bog var om Lovecraft. Hans verden er grotesk og menneskene er herligt idiotiske, ynkelige og afstumpede), Strugatsky brødrenes Roadside Picnic og Frank Herberts Dune. Det skriver jeg måske om en anden gang, men en bogserie, der virkelig har været direkte inspirerende er Jack Vance’s Dying Earth serie – i særdeleshed hans Cugel saga. Vance er blandt rollespillere mest kendt for Vancian magic, der er fundamentet for D&Ds magi system. Det er en ærgerlig forfladigelse af Vance, for hans bøger kan inspirere til MEGET mere end bare lidt magi. Cugel sagaen er i Warhammer øjemed helt eminent. Cugel er et 100%  a-hole. Det eneste der gør, at man holder af og med ham er dels, at han altid er på røven og bliver slået hjem til start, og dels at Dying Earth verdenen udelukkende er beboet af folk, der er lige så røvede som Cugel selv. Alle er ude på at snyde alle, og grådighed, dovenskab, arrogance, skadefryd og liderlighed er grundpræmisserne i den verden. Som Kirsten Birgit engang udtrykte i forhold til Bjarne Corydon og Dong-historien: dum eller ond? Well,  begge dele i Dying Earth. Og også i Warhammer-verdenen (dog kører jeg den ikke SÅ hårdt. Ellers kan man være sikker på, at ens spillere bliver murder-hobos). Men god inspiration. Og så er Cugel sagaen reelt delt op i små encounters, der egner sig  perfekt til at “låne” scener og set ups fra. Vance hermed varmt anbefalet!

Der har længe – alt for længe – været stille her på bloggen. Årsagen er den der næsten altid rammer en rollespilsgruppe: vi har ikke haft tid. Eller rettere, i foråret var jeg i udlandet i en længere periode, og da jeg kom tilbage mislykkedes alle vores forsøg på at samle spillerne. Typisk problem.

Så henover sommeren besluttede vi at reboote vores spilgruppe med et nyt system og en nye retningslinjer. Vi har tidligere spillet Zweihänder Grim and Perilous Studios, men droppede det, da spillet umiddelbart var lidt kompliceret at komme igang med. Ikke desto mindre er vi alle die hard 1st ed Warhammer fans, og jeg havde et stykke tid haft lyst til at prøve Zweihänder igen (hvis man vil høre lidt mere om spillet kan man se dette interview Koebel og Fox interview). Derfor begynder vi nu at spille Zweihänder, og bloggen kommer nu til at omhandle vores eventyr i Warhammer verdenen, men med Zweihänder som engine. Dog kommer vi til at bruge elementer fra Forbidden Lands, Warhammer 4th ed. og Dungeon World. Så egentlig skal vi vel spille Zweihammer.

For nogle dage siden mødtes vi og lavede karakterer, hvilket godt kan tage lidt tid i  Zweihänder, da spillet er en kickstarter og derfor lider lidt under nogle af de klassiske “self-publish” problemer. Bogen er imponerende 700 sider, men da index ikke er super og reglerne indimellem ikke helt logisk sat op, så tager det lidt tid at blive fortrolig med reglerne. Kernen er dog nem nok. Det er en D100 engine og ligner på mange måder WFRP 4th, men det har nogle superfede regler bl.a. for Corruption og to “hit point” charts. Eller sagt på en anden måde: man kan tage regulær skade på helbredet (Damage), men man kan også blive “skadet” via fysisk udmattelse eller psykisk skade. Det kaldes i Zweihänder Peril, og de giver negative modifiers så samme vis som regulær damage. Ideen kommer vist fra computerspillet Darkest Dungeon, og det er ret fedt, at karakterne kan være uskadede af kamp, men psykisk på sammenbruddets rand. Der kommer mere om systemet i senere indlæg.

Anyway, I digress. Vi har lavet følgende karakterer:

• Franz Nögtern – Bountyhunter
• Günther – Dværge berserker
• Lindhardt Dürenbach – Bailiff
• Nepomark Tolhauser – Engineer

Karakterne genereres fuldt ud vha slag, og det er faktisk ret sjovt. Vi har valgt at kampagnen foregår i provinsen Nordland i the Empire, som bliver en slags blanding af Hansa-tidens Nordtyskland og vores eget kære Nordjylland. Spillerne besluttede at de som udgangspunkt er ansat af en adelsmand, der er i kronisk pengenød. Spilsessionerne bliver så typisk at udføre missioner for at skaffe ham penge eller grej han kan sælge.

For at undgå, at kampagnen kollapser fordi vi ikke kan finde en spildato, hvor alle kan, så har vi besluttet at køre kampagnen som en slags monster-of-the-week. Dvs. vi spiller, så snart vi har to spillere, der kan, og en spilgang skal være afsluttet samme aften, som vi begynder. Det betyder, at historien skal afvikles på 3-4 timer, men til gengæld bliver den overordnede kampagne måske mere stabil.

Jeg håber I vil hænge på og følge vores oplevelser med Zweihänder 🙂

Vi har haft en lang, lidt ufrivillig, pause på ca. 2 måneder, men nu ler det endelig lykkedes  at samle tropper … -ish. På selve spildagen måtte Luvenhs spiller melde fra, men med lidt hurtig tænkning nåede vi frem til at køre en side-quest. Og hvilken side-quest! Her kom DW virkelig til sin ret og demonstrerede, at det fungerer fint til at s køre små, spontane eventyr med minimal forberedelse (jeg laver senere en selvstændig blogpost om råd til nybegyndere i DW). Ideen var egentlig, at vi skulle have begyndt i Yastron og kørt videre på grundintrigen med halvingerne og Bruddet. Det kunne dårligt lade sig gøre, når Luvenh ikke var med, da det er hans by og familie, der er grundstenen i denne del af kampagnen. Derfor valgte jeg i timer før spillet at opfinde en side-quest undervejs til Yastron. Spillerne er: Smokey (halving tyv), Kaladrin (elver kriger) og Kassiodorus (menneske paladin).

Vores spilgang begynder med at Bark familiens galej, der transporterer spillerne fra et Hylafjeld i opløsning, lægger ind ved den lille kystby, Bavnevig, for at tage frisk mad og vand ombord til galejslaverne og besætningen (hermed har vi fastslået, at slaveri er legitimt i Yastron og Kassiodorus slår fast, at det skam også er ok i Medja – worldbuild, tjek!). Bavnevig er by som i størrelse ligger et sted mellem en stor landsby og en lille by. Den lever af at levere mad og vand til handelsskibe og af fiskeri. Den ligger i en vig på en vindblæs klippekyst og har ikke ellers nogle særlige rigdomme. Den gør sig dog bemærket ved et særligt kendetegn: den har ingen bymure og ingen vagter. Den er således ubeskyttet. Dette er bemærkelsesværdigt for i tiden efter Bruddet var der omfattende krig og røverbander og monstre hærgede. Bavnevig var traditionelt også offer for disse plyndringtogter, men en dag kom krigeren Zvonomir vandrende fra det Indre Land. Han beskyttede byen mod angreb – særligt fra ork pirater – og alle angribere led en grusom, smertefuld og langvarig død. Derfor kaldes han også i folkemunde ”Blodørnen”. Da Zvonomir døde i en høj alder blev han begravet i en stendysse under en af bavnene på den højeste klippe ved indsejlingen til vigen. Folk begyndte nu at stille blodofre, kaldet blodgæld, ved hans grav, og på forunderlig vis fortsatte angribere med at lide en frygtelig død. Rygtet spredtes derfor, at Bavnevig var forhekset og angrebene ophørte hurtigt. Bavnevig kunne nu være i fred (alt dette spillede vi frem undervejs. Jeg havde kun en vag idé om Bavnevigs historie, da vi begyndte).

Spillet begynder med, at spillerne vågner efter en festlig aften på den lokale kro. De bliver vækket af en af bådmændene, der oplyser at kaptajn Azar og Soldas gerne vil se dem straks. Kaptajnen oplyser dem om, at styrmanden/ lodsen, Frollo, er forsvundet og at skibet ikke kan komme ud af vigen uden ham. Azar spørger, om de ved, hvor han er og spillerne oplyser, at de sidst så Frollo i selskab med en erotisk buttet pige fra byen, men ikke har set ham siden (her får spillerne lov til at opdigte gårsdagens begivenheder). Soldas beordrer dem nu til at finde Frollo, og det så hurtigt som muligt, da han frygter, at den blå sne bevæger sig sydpå mod dem. Luvenh kan ikke komme med, da han må blive og studere den grønne sten. Ordren er således i al sin enkelthed: find Frollo.

Spillerne forhørere sig hos de lokale, men de mener bare, at han har betalt blodgælden, og råder ellers spillerne til at opgive ham og drage videre. De virker ikke synderligt interesserede i Frollos skæbne og er ikke i udpræget grad opsatte på at hjælpe spillerne. Omvendt forsøger de heller ikke at forhindre spillerne i deres færd. Spillerne beslutter sig så for at finde pigen, de så Frollo med, men ingen har set hende, og spillerne søger nu i byens opland. Der er der desværre ikke andet end bavnene og så Zvonomirs stendysse. Foran den står små lerskåle med indtørret blod, og selve dyssen er spærret af en stenblok. Kassiodorus bruger et move ”show me what is evil here”, og Ulthwe oplyser, at der er onde ting nede i stendyssen. Med lidt tyvesnilde og kraftige skub fra krigerne får de åbnet portalen og bevæger sig ned i dyssen. Den viser sig at være en indgang til et større underjordisk kompleks. Her generes de af en mystisk, lavhægende tåge og stemmer og apparitioner, der kalder på dem. Til sidst finder de en ung, meget smuk pige hængende med hovedet ned ad, mens der tappes blod fra hendes håndled ned i skåle, som dem, de fandt ved indgangen. De befrier hende, og Kassiodorus tager hende på ryggen, mens hun viser vej mod Frollo. Pludselig mister spillerne deres fakkel, og Kassiodorus mærker at pigen på ryggen bliver tungere … og ændrer form! Hun forvandler sig til en kæmpe af en mand iklædt skindklæder og en gammel ringbrynje og udstyret med skarpe savtak tænder, lange kløer og røde øjne. Væsnet – Blodørnen! – forsøger at flå, bide og kvase Kassiodorus, der bliver såret men dog slipper væk. Der udbryder tumult, men da Zvonomir opdager, at han ikke kan klare dem på en gang forvandler han sig til en tåge og undslipper. Fortumlede får spillerne samlet sig og bevæger sig videre i hulesystemet. De finder snart en meget svækket Frollo, der som pigen (der jo var Zvonomir i anden skikkelse), har hængt med hovedet nedad og er blevet næsten drænet til døde. Sårene på håndledne er imidlertid gnavede, og det fremgår tydeligt Zvonomir ikke bare drikker blod – han æder også mennesker! Kassiodorus benytter sin lay on hands og får helbredt Frollo (der den sjove ting ved DWs lay on hands at den skade, paladinen helbreder på ”patienten”, tager han selv. Han overtager med andre ord patientens sår. Kassiodorus er nu endnu mere såret). Spillerne forsøger at få Frollo ned til en hule, der leder ud i vigen, men der er ingen båd, og spillerne beslutter sig for, at hvis de svømmer, så vil de dø af kulde inden de når byen på den anden side af vandet. De må altså op igen. Her bliver de generet af fælder og endnu en overfald af Zvonomir, men omsider finder de hans gravkammer på vej ud af hulekomplekset. Her kommer det til kamp, Zvonomir healer ved at drikke spillernes blod og der kæmpes hårdt før Zvonomir endelig falder for Kassiodorus eller Kaladrins våben (kan ikke huske hvilken), og hans krop bliver i bogstaveligt forstand til en pøl af blod. Nu kommer spillerne ud i et dilemma. De er ikke sikre på, om Zvonomir er rigtigt død. De har hans grav med skelet osv. og hans gravskatte, men er han nu også død? Kassiodorus beder til Ulthwe om, at vise ham, hvad der er ”ondt” på dette sted, og Ulthwe indikerer at skelettet indiskutabelt er ondt. Det bør altså ødelægges. Spillerne erkender imidlertid, at hvis de ødelægger skelettet, så vil Bavnevig miste sin beskytter og igen ligge åben for overfald. Efter moden overvejelse vinder Smokeys grådighed og pragmatisme (der er skatte, og han er ligeglad med mennesker) samt Kassiodorus’ hengivelse til Ulthwe over Kaladrins tøven. Skelettet ødelægges. Spillerne bevæger sig nu ned mod byen tungt lastet med de mange guldskatte Zvonomir fik med i graven. Da borgerne ser det, rykker de truende sammen mod spillerne, og der er en alvorlig risiko for, at de bliver stenet ihjel. Kassiodorus benytter derfor et paladin move ”I am the law”, og da han har succes, får han ved dundertale om loven sikret, at borgerne ikke angriber, men blot følger dem med fjendtligt sind og på tæt afstand ned til galejen, der hurtigt stævner ud. Som epilog bliver spillerne oplyst om, at de sidenhen erfarer, at Bavnevig kort efter deres afrejse blev plyndret og brændt og borgerne taget som slaver …

Hard choice: ingen havde bedt spillerne om at dræbe Zvonomir, og de kunne sagtens have været kommet ud, uden at dræbe vampyr-vikingen. De kunne endda have været kommet ud med skattene. Byen kunne altså have overlevet. Men Smokeys grådighed og indifference og Kassiodorus’s tro på Ulthwe’s definition af godt og ondt (borgerne ville sikkert ikke være enige med den lykantrop-hadende paladin gud i, hvem der var gode og onde her) endte med at afgøre sagen. Det var super tilfredsstillende at få en sejr, der havde voldsomme omkostninger. Det var en fremragende spilgang!

Monstre: Jeg har stadig lidt svært ved at kalibrere monstre, men postludisk læsning af Dungeon World Guide (vistnok gratis tilgængelig på nettet – en kort 50 siders pdf til nye DW masters) har været en hjælp. Jeg skal bare stadig vænne mig til at være almægtig, og spillerne skal blive bedre til at beskrive, ikke bare deklarere, hvad de gør.

Altså:

”Jeg løber i zigzag mod sumpøglen, springer fra tue til tue, sætter af (parkour-style) fra den gamle træstub få meter fra øglen, og laver et tigerspring med spyddet rettet mod dens mund”

og ikke

”Jeg angriber øglen.”

Overvejelser/ evaluering: På mange måder var det ikke dårligt, at vi havde haft en længere pause. Jeg havde fået tid til at overveje hele situationen og til at rålytte diverse podcast om PbtA, især Dungeon World podcasten Discern Realities inklusive en del actual play (AP) eksempler. Det betød, at jeg havde en meget bedre greb om, hvordan man spiller og ikke mindst GM’er DW.

Vi fik også god snak om bonds. DWs system fungerer ikke for os, og spillerne er både gået glip af mange xp og gode interaktioner med hinanden. Derfor har vi nu lavet vores egne regler. Om de strengt taget er helt legitime eller logiske som xp generende er vi pt. lidt ligeglade med (se Morten Greis’ fremragende indlæg om xp på https://rollespil.blog). Fra næste gang gør vi som følger:

Man definerer et bond til en anden spiller. Enten vil man forhindre dem i deres mål/ konfrontere dem med deres opførsel eller også kommer man under deres indflydelse. En forudsætning for begge er at de går imod ens normale handlingsmønster. For eksempel:

• ”Smokey is a greedy bastard. I should interfere with his greed”.

Her er der lagt op til en slags konfrontation. Den behøver ikke være in your face, men kan også være mere subtil. Pointen er, at spilleren foretager en handling, der går imod Smokey, men formentlig også spillerens egne interesser (få penge/rigdomme). Det er altså en slags soft move mod Smokeys grådighed, der udløser xp.

• ”Kassiodorus is wise. I should follow his advice”

Her lader spilleren sig påvirke af Kassiodorus, og får xp hvis han handler i overensstemmelse med Kassiodorus’ råd. Det giver sig selv her, at Kassiodorus faktisk får en slags magt over hans follower, og forhåbentlig bliver det et valg, som i yderste konsekvens kan kompromittere spillerens nuværende handlingsmønster og værdier. Der er altså lagt op til en karakterudvikling, der enten kan lede til frelse eller fortabelse. Vi arbejder videre med bonds næste gang.

Vi er nu endelig ude af dungeonen, og vi er klar til at udforske Hylafjeld dvs. en mindre (urban) setting. DW har nogle regler/ guidelines til at designe en landsby, by, fæstning osv. Dem har jeg besluttet at se bort fra indtil videre. De synes ikke umiddelbart særligt nyttige, og vi har nok at gøre med at få grundmekanikken til at køre tilfredsstillende.

Som sidste gang sendte jeg en mail til spillerne, inden vi gik i gang. Denne gang var det  en lille bid af Fritz Leibers forrygende novelle ”Swords against Death” (generelt kan jeg kun anbefale Leibers noveller som inspiration til DW og andre OSR spil). Afsnittet jeg sendte var fra en kampscene, og spillerne blev bedt om at holde øje med, hvorledes den beskrives. I modsætning til andre rollespil kan DW (og generelt PbtA – ”Powered by the Apocalypse” spil) faktisk understøtte en vild og dramatisk kamp, der ikke bare er roll-to-hit -> damage osv., såfremt hvis spillere og GM ellers er i stand til at fortælle det. Det kræver dog en større mental omstilling, som vi arbejder på at opnå. I novellen beskriver Leiber således et encounter mellem Fafhrd, the Grey Mouser og nogle rogues således:

“The six rogues, wisely deciding that a charge with drawn swords would be overly heroic, followed suit, unslinging their bows as they went. One of them turned before he had reached sufficient cover, nocking an arrow. It was a mistake. A ball from the Mouser’s sling took him low in the forehead, and he toppled forward and was still. The sound of that hit and fall was the last heard in the clearing for quite a long time, save for the inevitable bird cries, some of which were genuine, and some of which were communications between Fafhrd and the Mouser. The conditions of the death – dealing contest were obvious. Once it had fairly begun, no one dared enter the clearing, since he would become a fatally easy mark; and the Mouser was sure that none of the five remaining rogues had taken shelter in the treasure house. Nor did either side dare withdraw all its men out of sight of the doorway, since that would allow someone to take a commanding position in the top of the tower, providing the tower had a negotiable stair. Therefore it was a case of sneaking about near the edge of the clearing, circling and counter – circling, with a great deal of squatting in a good place and waiting for somebody to come along and be shot. The Mouser and Fafhrd began by adopting the latter strategy, first moving about twenty paces nearer the point at which the rogues had disappeared. Evidently their patience was a little better than that of their opponents. For after about ten minutes of nerve – racking waiting, during which pointed seed pods had a queer way of looking like arrowheads, Fafhrd got the red – haired henchman full in the throat just as he was bending his bow for a shot at the Mouser. That left four besides Rannarsh himself. Immediately the two adventurers changed their tactics and separated, the Mouser circling rapidly around the treasure house and Fafhrd drawing as far back from the open space as he dared. Rannarsh’s men must have decided on the same plan, for the Mouser almost bumped into a scar – faced rogue as soft – footed as himself. At such close range, bow and sling were both useless — in their normal function. Scarface attempted to jab the barbed arrow he held into the Mouser’s eye. The Mouser weaved his body to one side, swung his sling like a whip, and felled the man senseless with a blow from the horn handle. Then he retreated a few paces, thanked the Day of the Cat that there had not been two of them, and took to the trees as being a safer, though slower method of progress. Keeping to the middle heights, he scurried along with the sure – footedness of a rope walker, swinging from branch to branch only when it was necessary, making sure he always had more than one way of retreat open. He had completed three – quarters of his circuit when he heard the clash of swords a few trees ahead. He increased his speed and was soon looking down on a sweet little combat. Fafhrd, his back to a great oak, had his broadsword out and was holding off two of Rannarsh’s henchmen, who were attacking with their shorter weapons. It was a tight spot and the Northerner realized it. He knew that ancient sagas told of heroes who could best four or more men at swordplay. He also knew that such sagas were lies, providing the hero’s opponents were reasonably competent. And Rannarsh’s men were veterans. They attacked cautiously but incessantly, keeping their swords well in front of them and never slashing wildly. Their breath whistled through their nostrils, but they were grimly confident, knowing the Northerner dared not lunge strongly at one of them because it would lay him wide open to a thrust by the other. Their game was to get one on each side of him and then attack simultaneously. Fafhrd’s counter was to shift position quickly and attack the nearer one murderously before the other could get back in range. In that way he managed to keep them side by side, where he could hold their blades in check by swift feints and crosswise sweeps. Sweat beaded his face and blood dripped from a scratch on his left thigh. A fearsome grin showed his white teeth, which occasionally parted to let slip a base, primitive insult. The Mouser took in the situation at a glance, descended rapidly to a lower bough, and poised himself, aiming a dagger at the back of one of Fafhrd’s adversaries. He was, however, standing very close to the thick trunk, and around this trunk darted a horny hand tipped with a short sword. The third henchman had also thought it wise to take to the trees. Fortunately for the Mouser, the man was uncertain of his footing and therefore his thrust, although well aimed, came a shade slow. As it was the little gray – clad man only managed to dodge by dropping off. Thereupon he startled his opponent with a modest acrobatic feat. He did not drop to the ground, knowing that would put everyone at the mercy of the man in the tree. Instead, he grabbed hold of the branch on which he had been standing, swung himself smartly up again, and grappled. Steadying themselves now with one hand, now another, they drove for each other’s throats, ramming with knees and elbows whenever they got a chance. At the first onset both dagger and sword were dropped, the latter sticking point – down in the ground directly between the two battling henchmen and startling them so that Fafhrd almost got home an attack. The Mouser and his man surged and teetered along the branch away from the trunk, inflicting little damage on each other since it was hard to keep balance. Finally they slid off at the same time, but grabbed the branch with their hands. The puffing henchman aimed a vicious kick. The Mouser escaped it by yanking up his body and doubling up his legs. The latter he let fly violently, taking the henchman full in the chest, just where the ribs stop. The unfortunate retainer of Rannarsh fell to the ground, where he had the wind knocked out of him a second time. At the same moment one of Fafhrd’s opponents tried a trick that might have turned out well. When his companion was pressing the Northerner closely, he snatched for the shortsword sticking in the ground, intending to hurl it underhanded as if it were a javelin. But Fafhrd, whose superior endurance was rapidly giving him an advantage in speed, anticipated the movement and simultaneously made a brilliant counterattack against the other man. There were two thrusts, both lightninglike, the first a feint at the belly, the second a slicing stab that sheared through the throat to the spine. Then he whirled around and, with a quick sweep, knocked both weapons out of the hands of the first man, who looked up in bewilderment and promptly collapsed into a sitting position, panting in utter exhaustion, though with enough breath left to cry, “Mercy!” To cap the situation, the Mouser dropped lightly down, as if out of the sky. Fafhrd automatically started to raise his sword, for a backhand swipe. Then he stared at the Mouser for as long a time as it took the man sitting on the ground to give three tremendous gasps. Then he began to laugh, first uncontrollable snickers and later thundering peals. It was a laughter in which the battle – begotten madness, completely sated anger, and relief at escape from death were equally mingled.”

Bemærk, hvordan scenen ikke blot leverer en dramatisk kamp med hop, sving, hug, kast you name it, men også små bidder til world build – f.eks. Day of the Cat bemærkningen, der usynligt leverer information om Nehwons kalendersystem og kosmologi. Noget af det jeg elsker ved DW/PbtA systemet er, at det i den grad faciliterer denne type action scener, ikke mindst fordi fortællingen og spillerne – og ikke GMs plot – er hovedrollerne, . I bedste skak-stil opfordrer DW GM til at ofre dronningen, dvs. plot og antagonister, hvis det understøtter fortællingen. Som GM må man ikke nurse en bad guy eller i værste fald en GM alter ego NPC . Alt på nær spillere og fortælling er expendables. Når alt kommer til alt, så kan GM jo bare lave nogle nye, hvis det er.

Inden vi spillede skulle Shortweeds spiller også lave en nye character. Det klarede vi over mail og nåede i fælleskab frem til følgende:

• Kassiodorus Medjai Phylacetai (human paladin). Høj, solbrændt adonis med langt olieret sort hår, gylden rustning, lilla kappe. Kommer fra riget Medjai, som er en slags teokrati styret af en orden af paladiner, der tjener guden Ulthwe Hierostraton. Disse paladiner har ikke altid hersket i området, men kom til magten efter Bruddet, der udløste en sygdom blandt rigets indbyggere. Denne sygdom var lykantropi! Med andre ord, så er en vis (ukendt) procentdel af Medjais befolkning var-væsner, der overfalder deres medborgere. Lykantroperne er ikke nødvendigvis onde, men de er farlige, da de tilsyneladende ikke kan kontrollere deres transformation, og så er sygdommen både arvelig OG smitsom. Lykantroperne lever i skjul, og paladinerne mener, at de er ude på at tage magten i riget. Således kom paladinerne til magten som folkets beskyttere, men de ser forrædere og lykantroper er overalt. Derfor er der hele tiden behov for, at paladinerne utrætteligt sørger for sikkerheden i riget ved at jage lykantroperne og reelt har de bemyndigelse à Judge Dredd (judge, jury and executioner). Med andre ord, har paladinerne skabt en småfascistisk politi- og overvågningsstat, og paranoia er udbredt i riget. Forfølgelserne er muligvis også grunden til at i hvert fald nogle lykantroper rent faktisk har organiseret sig i en undergrundshær eller modstandsbevægelse. Kassiodorus er sendt ud af den gamle og vise paladin Polidetes for at finde en kur mod lykantropien blandt ruinerne af det gamle halvinge/dværgerige.

Plotsynops

Da scenestrukturen fungerede fint sidste gang, fortsatte jeg med den. Jeg havde planlagt to scener, men de kom kun delvis i spil, da vi havde andet at tænke på – og så var dele af spillet i øvrigt relativt selvkørende.

Vi begynder spilgangen i den konverterede pelsjægerhytte-konverteret-til-kro, som spillerne pt. bor i. Som tidligere nævnt er Hylafjeld en slags Klondike by, der er pga. opdagelsen af ruinerne rummer mange flere folk end de oprindelige pelsjæger- og skovhuggerhytter havde plads til. Byen er karakteriseret af smeltende sne og masser af mudder og gråvejr. Der er det sædvanelige sammenrend af eventyrere, opportunister, ludere og lommetyve som sådanne samfund har en tendens til at tiltrække. Der drikkes tæt i kroen og udveksles rygter, mens spillerne langsomt kommer sig ovenpå strabadserne med den vilde flugt fra Den Sidste Bastion. (Spilteknisk har jeg ladet spillerne få HP osv tilbage, så de nu er klar til nye ulykker). Hylafjeld styres af høvedsmanden Golian, der bor i en lille motte-and-bailey fæstning i udkanten af byen. Det er uklart, hvilke politiske tilhørsforhold Hylafjeld og Golian har, og generelt synes han mere som at være en lokal bølle, der via trusler har opnået titlen som byens hersker. Rygtet vil vide, at Golian huser Prins Antenor, samt en halving fange, og at der forhandles om et eller andet stort på Golians fæstning.

Spillerne dvs Luvenh, Smoky og Kaladrin diskuterer, hvorledes man kan trænge ind i Golians tårn og ”erhverve” den grønne sten, da døren til kroen åbnes og ind træder Kassiodorus. Jeg lader Kassiodorus erklære, at han søger forbundsfæller, der vil drage med ham til Golian, hvilket er mit cue til spillerne om at slå pjalterne sammen. Det viser sig at være noget sværere end antaget, for Kassiodorus kan ikke umiddelbart se nogen idé i slå sig sammen med lowlives, der vistnok mest er ude på indbrud. De andre spillere forsøger uden held ihærdigt at overbevise Kassiodorus’ om missionens vigtighed, og spilgangen er ved at knække over, indtil Smoky ”forgifter” Kassiodorus med en gift, han som tyv har som basic gear. Giften gør, at den der drikker væsken, vil antage, at han er Smokys ven indtil andet er bevist. Altså en klassisk charm person spell på flaske, men ret fedt, at tyven har den som grundgear.

Således bevæger gruppen sig til Golians fæstning for at få foretræde. Det lykkes, men Golian, der er en stor, hærdebred mand med stort sort sheriff overskæg, der fortsætter direkte over i buskede bakkenbarter, er ikke voldsomt lydhør, og ret skal være ret: spillerne er ikke super overbevisende. Her kører vi den på rutinen dvs. klassisk rpg, og det er faktisk lidt en skam, at hverken jeg eller spillerne tænker på, at udnytte fiktionen eller Moves til at lave noget sjovt, og tweake fortællingen. Det havde ellers været oplagt at bruge et Move, der tillod spillerne at finde ud af, hvad Golian egentlig er interesseret i, og så tage den derfra. Eller sådan noget. Enden på sagen bliver, at spillerne må forlade fæstningen med uforrettet sag, og derfor falder i den ældste af alle rpg løsninger: planlægge et indbrud. Det er altid fornøjeligt – særligt for GM, fordi spillerne bruger uanede mængder af tid på at skyde hinandens planer ned – men det bringer ikke fortællingen så meget videre. Som et afbræk introducerer jeg undervejs en lille scene, hvor Golian og Antenor annoncerer på markedspladsen, at den fæle halving Penda, som er skyldig i sort magi og muligvis endda Bruddet(!), skal henrettes på pladsen dagen efter.

Det har ikke den store effekt på spillerne andet end, at hvis Penda – hvis dagbog de fandt men mistede hos gnolls’ne – har noget kendskab til stenens magt, så må de handle inden han dør. Men ellers går alt slag i slag. Flere forgæves rul fortages for at komme ind i fæstningen (uheldet forfølger fortsat spillerne), men til sidst lykkes de Kaladrin at komme over den ydre palisade og få de andre spillere ind i borggården. Her begynder Smoky at udforske, men snart opdages Luvenh, Kaladrin og Kassiodorus af en vagt med glubske vagthunde. Nu går tingene hurtigt! Kaladrin svinger sit spyd, og der er hundeindvolde og blod overalt i to meters omkreds. Kassiodorus beder en bøn (et Move), og få en vision om, at det sande onde i borgen er halvingen Penda. Dette gør at han endeligt overgiver sig til den fælles mission. Imens gør Luvenh sig usynlig og styrter efter Smoky ind i keep’et for at finde stenen. Der er nu generelt kaos. Flere vagter kommer til, og i modsætning til gnolls, så er generiske human guards ret nemme at dræbe, så Kaladrin spreder død omkring sig Tekken-style fulgt af en tøvende Kassiodorus, der på nuværende tidspunkt er noget forvirret over, hvordan situationen er endt som den gjorde.

I tårnet forfølges Smoky af vagter, mens hans styrter opad i tårnet. Undervejs afbryder han Golians og Antenors middag. Antenor – med den grønne sten i en kæde om halsen – styrter efter Smoky op i tårnet, mens Golian løber ned for at finde ud af, hvad er er galt. Luvenh, der er usynlig, følger efter Smoky. I det øverste tårnværelse finder Smoky (og Luvenh) Penda lænket til væggen. Smoky befrier Penda, men to vagter og Antenor tvinger umiddelbart Smoky til at smide sit våben. Det lykkes nu den usynlige Luvenh at stjæle stenen fra Antenor, men ved den handling bliver han synlig, og vagterne forfølger ham, mens Antenor tager sig af hovedfjenden, Penda. Det viser sig, at Antenor har regnet ud, at Penda er en af Essentialisterne, og som en god, nagbærende dværg, vil han selvfølgelig sikre, at Penda får sin retfærdige straf. Imens flygter også Smoky. Foran tårnet mødes Luvenh og Smoky med blodindsmurte Kaladrin og Kassiodorus. I sit blodrus brøler Kaladrin, at alle fjenderne skal slagtes (hans signature våben har på nuværende tidspunkt nærmest fået magten over ham), og Golian og hans vagter nærmer sig for et endeligt opgør. Pludselig eksploderer tårnet i et blåt glimt, og ud svæver Penda på en blå sky med et Buddha smil på læberne. Den forvandler sig dog til en frygtindgydende grimasse, da Smoky forsøger at skyde på ham, og Smoky flygter i rædsel. De samme gør spillerne, Golian og hans mænd. I ruinerne får Luvenh dog et glimt af Antenor, der kravler ud af ruinerne.

Den blå eksplosion har åbenbart uløst et eller andet, for nu falder en fin blå sne. Der udbryder panik i byen, og flere råber, at det var den blå sne, der oprindelig var årsagen til den pest, der decimerede dværgene. Spillerne er dog umiddelbart ligeglade. De søger mod kroen, hvor resten af deres ejendele befinder sig, men her får de en overraskelse. I kroen venter Luvenhs lærermester Soldas, hans familiar (en imp) og en flok særdeles velbevæbnede soldater klædt i Bark familiens heraldiske klæder. Soldas befaler Luvenh at overgive ham stenen, og efter nogle forgæves forsøg på svinkeærinder må Luvenh overgive sig. Soldas befaler nu, at spillerne skal følge ham til Yastron, og samlet bevæger flokken sig til Bark galejen ved kajerne, mens den blå sne daler ned over Hylafjeld.

Overvejelser

Udover vores knas med at få Kassiodorus med på at samarbejde med gruppen gik det ok men noget rutinerpræget. Vi endte i en klassisk ”bryd-ind” historie, som altid er sjov men som lidt har en tendens til at sætte spillere og GM op imod hinanden. Vi havde det sjovt, men vi fik ikke udnyttet DWs potentiale optimalt. Jeg er heller ikke tilfreds med konfrontationen på fæstningen. Det var for generisk, og jeg fik ikke rigtigt udnyttet de mulige fortællinger og intriger, der ligger i Antenors og Pendas fjendskab, og spillerne fik heller ikke rigtig mulighed for at vinde Golian over på deres side. Af samme årsag lod jeg alle antagonisterne overleve, selvom jeg tidligere i dette indlæg har argumenteret for at ofre dem. De overlevede, ikke fordi jeg har et særligt forhold til dem, men fordi jeg følte, at deres historie ikke var udspillet endnu. De var ikke nået at blive mere end ansigtsløse klicheer, og jeg ville godt have, at det havde en større effekt, når de – og hvis – de dør. Vi fik heller ikke for alvor åbnet for Leiber’sk action, selvom Kaladrin er godt på vej. Det er tilsyneladende supersvært at bryde den klassiske roll-to-hit, deal damage grundreaktion. Men væk skal den. Jeg vil måske prøve at satse på mere simple konflikter næste gang. Måske skal vi simpelthen starte spilgangen med en fem minutters actiontæske scene på youtube eller Netflix. I don’t know.

Der er altså stadig meget at forbedre i kampagnen.

Næste gang begynder vi i Yastron. Denne gang planlægger jeg kun én scene, nogle få NPCer (det er jo trods alt en stor by), og så en masse spørgsmål til spillerne. Nogle finder vi svaret på i fællesskab, og andre vil jeg lade den spiller, for hvem det konkret har betydning, besvare. Endelig vil jeg lade andre de andre spillere besvare spørgsmål, der hidrører den spiller, der konkret er i fedtefadet. Ideen er, at få spillerne mere investeret i fortællingen og komme ud af vores call-and-response modus. Forhåbentlig kan det også få gang i vores bonds. Vi får se, hvordan det går.

Dette er også sidste gang, hvor jeg opsummerer ældre spilgange. Nu er vi up-to-date, og der kommer derfor også til at gå lidt længere mellem indlæggene. Dog, jeg poster måske noget om Dungeon Crawl Classics eller et DW hack på Warhammer i mellemtiden.

På baggrund af vores erfaringer sidste gang forsøgte jeg at reformere vores tilgang til DW kraftigt. Derfor sendte jeg spillerne følgende hyrdebrev inden spilgangen (redigeret og forkortet form):

” Jeg havde lidt problemer med at få spillet til at køre optimalt sidste gang. På omslaget af spillet står der “Powered by the Apocalypse”, og de taler om spillesystem som en “engine”. Jeg besluttede mig derfor til at åbne motorhjelmen for at undersøge, hvad det gav mislyd, når jeg kørte det.

Her er hvad jeg kommet frem til. Spillet vil have, at man ikke planlægger sessions i detaljer og lader spillerne få medindflydelse, MEN det vil også have, at jeg planlægger kampagnen og lægger en overordnet struktur for både den og hver enkelt spilgang. Forvirret? Det har jeg i hvert fald været. Efter at have tjekket nogle motormanualer (hørt Podcasts om spillet) og talt med en meget kyndig motorspecialist (Morten Greis), er jeg kommet frem til, at fejlen består i, at GM sektionen er noget bras. Det har hugget motordele fra moderspillet Apocalypse World, men sat dem forkert sammen. Lidt forenklet har de taget et Google navigationssystem og udskiftet det med Apples.

Essensen i mit problem har været at jeg gerne ville lave en fælles fortælling, men systemet modarbejder mig og opfordrer mig til at holde ting skjult for jer. Og hemmeligheder kolliderer som bekendt ret meget med medindflydelse. Så nu forsøger jeg at spille med mere åbne kort.

Endvidere, jeg kommer til at tage meget mere kontrol over pace. Vi bruger temmeligt lang tid på umiddelbart ligegyldige ting. Jeg vil derfor introducere en scene struktur, hvor vi f.eks. dropper rejser etc over store afstande (medmindre det giver mening for fortællingen altså). Jeg sætter scener og styrer fremdriften, MEN I må meget gerne byde ind, hvis I har en scene – altså en situation – I gerne ville have lov til at spille.

Dernæst, I famler – med god grund. Det er i høj grad min skyld, fordi jeg er uklar (dels pga. uklare GM regler). Men I kan gøre noget! Sidste gang fik I xp, og for de fleste var det rimeligt pauvert. Som I kunne se, så fik I ikke super meget for slagsmål og skatte, men hvis I havde fokuseret på alignment og bonds kunne I have skovlet xp hjem. Det kan måske forekomme paradoksalt, at et fortællerollespil har sådan en munchkin faktor indbygget. Men her vi huske på, at amerikanerne aldrig gør noget gratis. De vil belønnes. Det tager systemet højde for ved at give xp for interaktion. Ganske snedigt og elegant egentlig. Så hvis I fokuserer på at få xp, så får vi sjovt nok også et mere levende spil, og jeres karakterer kommer til at interagere meget mere, end de gør nu. Så, hvor mærkeligt det end lyder: GM opfordrer til mere xp munchkin.”

Mine intentioner lykkedes ikke helt. Som spillerne har jeg stadig klassisk rollespil med en vis antagonisme mellem GM og spillere på ryggraden. Jeg vil dog også undskylde mig med, at jeg havde travlt med at få afsluttet den rådne dungeon, som jeg i den grad følte, at vi var fanget af. Jeg havde derfor til denne spilgang kun planlagt tre scener, nemlig 1) en konfrontation mellem dungeonens beboere, der skulle demonstrere beboernes interne forhold, og som spillerne på en eller anden måde skulle fanges imellem. 2) De skulle finde informationer om Essentialisterne ved at undersøge deres laboratorie(r). 3) Spillerne skulle konfronteres med en større dæmon påkaldelsesceremoni, der skulle illustrere hvilke kræfter, de var oppe imod, og som de forhåbentlig kunne afværge. Jeg har altså alligevel fulgt dangers og fronts lidt i den forstand, at hvis spillerne ikke greb ind, så ville der ske slemme ting med konsekvenser for fremtiden.

I praksis blev det til lidt flere scener, men overordnet var det en betydelig forbedring at droppe korttegning og slavisk progression og koncentrere sig om det væsentlige. Jeg havde dog ikke taget højde for, at modstanderne var betydeligt mere dødbringende end jeg umiddelbart havde forestillet mig, og at spillerne stadig blev forvirrede over, at handlingen på overfladen lignede en klassisk GM railroad.

Plotsynops

Vi fortsatte hvor vi slap med en vild jagt/ flugt gennem tunnelerne. Da Kaladrins spiller var på ferie IRL, besluttede jeg bare, at han blev væk fra de andre i mørket, hvor gnolls konstant forfulgte og angreb dem (ingen rul, vi kørte de bare narrativt). Således fortsatte Shortweed, Smoky og Luvenh alene i fængsels/laboratoriekomplekset.

Her fandt spillerne snart relieffer af vise og ærværdige halvinger, der betragtede eller studerede diverse naturfænomener, men de fandt også et medicinsk teater. Her blev det  var ret tydeligt, at halvingerne havde lavet operationer og forsøg med diverse væsener – nogle af dem af rystende store – der ikke tålte dagens lys. Gnoll angreb tvang dem dog dybere ind i komplekset, hvor de endte på sammenfalden balkon, hvor der i en sal under balkonen foregik en drabelig kamp mellem gnolls og en ogre stamme. Ogrerne bed fra sig, og spillerne blev af deres forfølgere tvunget ind midt mellem de to parter. Udfaldet var dog givet, da gnoll kongen introducerede sit ”kæledyr” – en manticore! Efter et heroisk forsøg (med failed check så vidt jeg husker) på at holde manticoren OG ogres stangen, lykkedes det spillerne at flygte gennem en lille åbning, som Smoky lokaliserede. Denne var bygget til halvinger, hvorfor gnolls og andre monstre tilsyneladende ikke havde kunnet komme ind. Ved at følge gangen endte spillerne i, hvad der må have været en af forstandernes kontor. Her fandt de interessante genstande og dokumenter, der forklarede lidt mere om halving Essentialisterne. Det blev således til en mystisk udseende stav, en dagbog af en vis Penda og nogle andre administrative dokumenter. Disse blev gemt til senere, og spillerne holdt hvil (og fik HP tilbage!), og fortsatte derefter deres udforskning af komplekset. Halving afdelingen syntes uberørt af monstrene, og det blev snart klart, at disse halvinger havde levet i komfortable men dog små-asketiske omgivelser, som det jo passer sig for verdensfjerne, cerebrale videnskabsfolk. Til slut forlod de dog denne del af komplekset og gik i retning af en stadigt voksende lyd af trommer. Klog af skade havde Luvenh gjort hele gruppen usynlig (formularen er med vilje løst formuleret, og det var uklart om der var tale om en radius eller om de andre spillere skulle holde i Luvenh for at forblive usynlige. Vi valgte det sidste, fordi sindbillede af et menneske med en halving i hver hånd forekom os morsom. Denne del illustrerer en styrke og en svaghed i DW. Hvis man spiller antagonistisk, kan man smadre spillet ved at maxe ud på effekter, men hvis man forhandler kan man få sjove effekter ud af de meget løst definerede trylleformularer, traits).

Spillerne kom således uset til en stor sal, hvor en større gruppe fanger (eventyrere og rejsende) under skarp gnoll bevogtning var vidner til at gnoll kongen – med manticore – og en gammel affældig albino heksedoktor var i gang med at udføre et ritual. Luvenhs spiller besluttede, at en grøn månesten (som jeg ikke havde beskrevet) spillede en central rolle i dette ritual, og planen var nu at erobre den. Spillerne bevægede sig ned mod ritualet, hvor en portal nu var på vej til at åbne sig, og en gnoll-lignende dæmon var på vej til at træge ind i spillernes verden. Ideen var, at Shortweed skulle slippe Luvenh (og blive synlig), forvandle sig til en ørn og snuppe stenen. Det lykkedes umiddelbart, men manticoren forfulgte Shortweed i ørneskikkelse, og en række fejlslagne checks betød, at han tabte stenen ned mellem fangerne. Der udbrød nu tumult. Fangerne var løst af deres trance og gjorde oprør, og en dværg ved navn Prins Antenor greb stenen og ledte fangernes modstandskamp. Spillerne delte sig nu. Shortweed fløj ned til heksedoktoren, forvandlede sig til en isbjørn og forsøgte at standse ritualet ved at dræbe heksedoktoren. Imens kastede Luvenh sig med Smoky i hælene mod dværgeprinsen for at erobre stenen. Dette fejlede imidlertid, og i et af de fejlslagne checks tilbød jeg Luvenh et hard choice: nå til dværgen men miste sin taske med alle dokumenterne fra halvingekontoret eller beholde sine ejendele, men blive ført bort fra målet i den almindelige tumult. Luvenh valgte det første, men fejlede sine checks, og Smoky havde ikke stort bedre held. Imens gik det rigtigt skidt for Shortweed. Tre på hinanden følgende fejlede checks gjorde, at Shortweed til sin overraskelse endte med at blive sprættet op af heksedokterens savtakkede daggert. Yep, Shortweed blev dræbt! Imens lykkedes det Antenor og fangerne at få kæmpet sig ud af salen, og nu fulgte en vild flugt (ingen rul, bare fortalt), hvor Luvenh, Smoky og Kaladrin, som vi besluttede var blevet fanget, da han blev væk fra de andre, fulgte i hælene på de flygtende eventyrere. Efter en vild flugt over isletten og gennem passet nåede de overlevende inkl. vores helte til Hylafjeld og i sikkerhed. Men dokumenterne er tabt, og den grønne sten er nu i Antenors forvaring. Vi sluttede her og besluttede, at selvom det teknisk set var en fiasko, så var der rige muligheder og masser af åbne konflikter at bygge videre på herfra.

Denne spilgang var markant sjovere end første. Vi fik prøvet forskellige konflikttyper, vi lærte mere om verdenen, og spillerne kom mere på banen i forhold til fortællingen – ikke mindst med Luvenhs ”opfindelse” af den grønne sten og Shortweeds heroiske og tragiske endeligt.

En lille sjov detalje i DW er, at som Nick Cave synger, så er døden ikke afslutningen. Hvis man dør, får man lov til at lave et unmodified check (2d6 as usual), og slår man over 6 (vist nok), så kan man lave en aftale med Døden om at gøre et eller andet bøvlet og ubehageligt mod at komme til live igen. Needless to say, så slog Shortweed under og er nu definitivt gået bort til den evige taiga for at græsse med moskusokserne …

XP …

Som opfølger på dette er det vist tid til, at vi lige kigger på reglerne for optjening af experience points. Som angivet ovenfor, så bliver man ikke belønnet synderligt for at nakke monstre og hoarde skatte – i hvert fald ikke som i gode gamle (A)D&D. I stedet belønnes man på følgende vis:

“When you reach the end of a session, choose one your bonds that you feel is resolved (completely explored, no longer relevant, or otherwise). Ask the player of the character you have the bond with if they agree. If they do, mark XP and write a new bond with whomever you wish.

Once bonds have been updated look at your alignment. If you fulfilled that alignment at least once this session, mark XP. Then answer these three questions as a group:

• Did we learn something new and important about the world?
• Did we overcome a notable monster or enemy?
• Did we loot a memorable treasure?

For each “yes” answer everyone marks XP.”

Altså man får xp for at resolve bonds, følge og agrere i overensstemmelse med sit alignment (en lettere modificeret udgave af dem fra AD&D), opdage nye ting om verdenen, besejre en væsentlig modstander og plyndre en mindeværdig skat (nej, 2 guldstykker er ikke nok).

I tillæg til ovenstående får man automatisk 1 XP, hver gang man fejler et check (altså slår under 6 med 2d6 efter mods.). Denne sidste er en rigtig sympatisk teknik, der følger filosofien om, at man lærer af sine nederlag.

Man stiger i level, når man har 7 xp + ens level. For at stige fra level 1 til 2 skal man altså have 8 xp, fra 2 til 3 9 xp, fra 3 til 4 10 xp osv. Xp nulstilles hver gang man stiger.

Som læseren af denne blog måske kan regne ud, så har spillerne ikke skovlet de helt store xp ind, eftersom de har svært ved at få bonds til at virke og alignments kun glimtvis. Opdage nye ting går en anelse bedre, men det er trægt, fordi vi stadig sidder fast i RPG udgaven af call and response – spillerne spørger mig meget eller vi glemmer, at vi i fællesskab kan forme verdenen. Jeg har været large og givet xp for statuen (se forrige), men jeg er ikke supergod til at etablere fede skatte (fy!) –  det skal jeg blive meget bedre til – og endelig må man sige, at denne omgang var en begrænset succes. De overlevede, men knebent, og den største kilde til xp har pt. været fejlslagne checks. Den eneste, der potentielt kunne være steget var Shortweed takket være hans helt eklatante række af fejlslagne checks, men han døde i processen …

DW regelbogen kræver som tidligere nævnt, at GM intet forbereder til første session. Han/ hun skal bare lytte, spørge og tage noter. Mellem første og anden spilgang skal GM så på arbejde. Den verden spillerne og GM har skabt konturerne af skal nu have lidt mere kød på, og GM skal planlægge både sin overordnede og i hvert fald en del af de individuelle session arcs. I DW sprog hedder det, at der skal laves Fronts og Dangers. Det er en fin idé på papiret, men i praksis viste det sig meget svært at benytte, som de næste posts vil vise. Endvidere, strider den slags planlægning faktisk temmelig meget mod DWs kernesætning: ”Play to find out what happens”, hvilket betyder, at GM skal have minimalt forberedt, og at det er et samspil mellem spillerne og GM, der reelt skaber fortællingen og dermed spillet. Men jeg foregriber begivenhedernes gang. De næste blogsposts vil demonstrere problemerne i praksis.

World-building

Først det sjove. Det var virkelig, virkelig tilfredsstillende at bygge verdenen udfra den skitse vi lavede første spilgang. Jeg besluttede mig hurtigt for, at grundhistorien var, at for henved 300 år siden* indtraf Bruddet (I know, I know men alle de gode navne såsom Kataklysmen, Apokalypsen, Syndfloden etc. var allerede taget). Bruddet var en næsten total polarshift. Det medførte radikale klimaændringer, åbnede tilsyneladende en portal til den grønne måne, og en række kaosmagiske fænomener trængte ind i verden. Således blev for eksempel elvernes Gyldne Skov forvandlet til Den Lilla Ørken (og små uskyldige orme blev til kæmpe kødædende monstre), og hvad værre var, den højkultur, der havde sikret fred og stabilitet gik under. Denne var en halving-dværg civilisation baseret på magi og handel. Den var i overvejende grad pacifistisk – deres overlegne magi kunne holde fjender i ave – og ligner lidt Hellboy universets Hyperboreanere. Denne civilisation var styret af dværgepræsternes råd og af de syv essentialister – halving magikere eller videnskabfolk af en art. Essentialismen som magi var en slags blanding elementalisme, druidisme og spiritisme, altså sådan en slags naturvidenskabelig magi, der indbefatter accept og interaktion med ånder og åndeverdenen/ verdenen på ”den anden side af spejlet”. Med Bruddet og polarshift frøs civilisationen på sletten til, og dværge og halvinger flygtede. Nogle halvinger flygtede til det område, der blev taigaen, hvor Shortweed kommer fra, andre til udlæggeren af højkulturen – der hvor Smoky kommer fra. Begge steder flugte snart nye katastrofer, der radikalt ændrede levevilkårene der. Værst gik det dog ud over over dværgene. De forsøgte at isolere sig i deres underjordiske bjergfæstninger, men inden da var de blevet smittede med ”Den blå pest” – en kaosmagisk sygdom, der primært (udelukkende?) ramte dværge. Denne dødbringende epidemi forhindrede den syge i at tage næring til at sig, og den syge så at sige sultede ihjel. Et tegn på sygdommen var, at hår og skæg enten fald ud eller blev tyndt og antog en bleg lyseblå farve. Selvom om pesten er meget sjælden i dag, så har alle dværge denne farve hårvækst, og de fleste ser udhungrede og tynde ud, selvom de ikke er smittede. Dette skyldes, at alle har været i kontakt med sygdommen, og det blå hår er tegn på resistens eller immunitet. Pesten udryddede hen ved 60% af dværgene. I dag søger dværgepræsterne indædt sandheden om, hvem eller hvad der forårsagede Bruddet, og skulle det vise sig at være en ’hvem’, så bærer dværge i denne verden nag som alle andre gode Fantasy dværge … Ingen ved dog eksakt, hvad forårsagede Bruddet, selvom det rygtes, at nogle af de ældste elvere i Den Lilla Ørken eller i Malstrømmen, måske ved det.

Som følge af Bruddet etablerede jeg, at den store guddom efter katastrofen blev gudinden Lahkryma – gud for sår, fysiske såvel som psykiske (traumer) og både påførelse og healing deraf. Hun er ikke den eneste gud, og der er masser af plads til at udforske religionen i fremtiden.

Som fremgår, så er denne world-building lavet direkte i forlængelse af, hvem spillerne er, og den verden vi i fælleskab etablerede. Eftersom der var et overtal af halvinger i gruppen, så blev det naturligt, at halvinger spiller en central rolle i vores verdens historie.

Mht. Bruddet, så er det primitiv, men effektiv måde at etablere et før-efter Faldet situation, der i en dungeon kontekst gør det naturligt, at der er ruiner, skjulte skatte, freaky monstre osv. Den fungerer også til at understøtte en brat overgang fra noget “normalt” vanilla fantasy til noget post-apokalyptisk (ja, hermed et tip of the hat til DWs modersystem Apocalypse World).

* Jeg besluttede først 1000 år, men jeg synes det blev svært at håndtere, da jeg gerne ville have levende levn fra den gamle civilisation. Derfor spurgte jeg spillerne i 4. spilgang, om de var med på at forkorte til det 300 år. Da kronologien ingen praktisk effekt havde haft på spillet eller fortællingen endnu, var alle med på ændringen.

Fronten: Praktiske forberedelser

DW vil gerne have at GM skriver sine antagonister, deres mål og hvad de gør, hvis spillerne ikke stopper dem ind på et skema som en Front og som en Danger (tjek link til DW i sidebar – det er lidt bøvlet at forklare her). Det lyder tilforladeligt, og som en god hjælp til GM’s forberedelse. For mig endte de imidlertid med at blive en unødvendig komplikation.

Jeg forsøgte altså at lave nogle Fronts, men det var ret svært – ikke mindst fordi jeg havde svært ved at lave en overordnet arc, når spillerne skulle have indflydelse på fortælling. Som garvet ol’ school GM ved jeg, at hvis jeg først har besluttet en arc, så er de først spor til railroading også lagt, og fra nu af risikere kampagnen at blive GMs kamp for at holde spillerne on track. Men det var jo ikke det jeg ville! Oh well, jeg fulgte opskriften i regelbogen, for de ved vel bedre end mig, hvad der virker i deres system …

Jeg lavede tre Fronts og Dangers, som jeg ikke var super tilfreds med, men jeg vil ikke afsløre alle mine ideer her, da mine spillere læser med (tror jeg), og jeg stadig synes, det er sjovt at overraske dem med nye modstandere. It will all be revealed eventually! Læs med næste gang for at se DW GM-sektion crash-and-burn!

• Mange civilisationer er gået under, og nye har rejst sig. De er dog blot en skygge af fortidens riger. Det betyder, at der er mange skjulte skatte og ruiner
• Nordisk/ germansk inspireret verden.
• Forgotten Realms-type bystater.
• Hårdt klima og vejr.
• Det smeltende nord: Goldrush, ruiner fornylig afdækket.
• Spillerne starter i byen Hylafjeld, som er sådan et slags Klondike-agtigt middelalderens Bergen møder en Wild West by. Den ligger i nærheden af nogle ruiner på en slette på den anden side af et bjergpas.

• Kaladrin (elf, fighter): Ivrige øjne, venlig, vildt hår – afrobun, scarred skin, scale armor, skjold, spyd med traits sinister og huge/messy. Fighteren i DW er imodsætning til AD&D’s småærgelige ditto helt utroligt spændende og alsidig. Hans våben definerer ham rigtigt meget, og selv om ikke alle traits giver mekaniske bonuser, så giver de enormt meget flavour. Kaladrins messy trait definerede vi som, at spyddet var savtakket, hvilket betyder at effekten af at blive ramt af spyddet bliver Texas chainsaw massacre – et Tarrantinosk blodbad! (det kommer til at forme Kaladrin som figur sidenhen). Han kommer fra den Lilla Ørken, der er beboet af insulære men tolerante elverstammer. Det er Matriarkernes Råd, der styrer samfundet. Disse matriarker er drømmetydere og sandsigerskere, og de bærer også stammernes fælles hukommelse om deres forgangne luksuriøse civilisation.  Pga. hærgende kæmpeorme er elverne enormt dygtige krigere (med messy spyd – de skal flænses for at dø de orme!). Disse gør også, at elverne er efterspurgte lejesvende, og det er Kaladrin altså også.
• Luvenh Bark (human, wizard): Høj, meget tynd, intens blik, mærkelige meget tykke rober, høj tynd spids hat med astrologiske symboler, der hele tiden bevæger sig, og Luvenh synes altid at fryse lidt. Luvenh kommer fra et tempereret klima, nærmere bestemt byen Yastron, som er en købmandsmetropol. Han har lært magi af Mester Soldas, og der eksisterer ingen magiskoler i denne verden (indtil videre i hvert fald). Derfor foregår al undervisning i magi privat, og det er som udgangspunkt ugleset. Hver troldmand har kun én lærling af gangen. Luvenh har imidlertid forladt Soldas før han var udlært, men vi lader det være udefineret hvorfor. Luvenh har et måneglas – en jadeagtig grøn splint af månen, og Luvenh  antager, at månen er en portal til et andet univers, som han vil udforske. Han har 9 søskende (7 brødre, 2 søstre) og han kommer fra et rigt købmandsdynasti drevet af hans onkel Hoffas Bark, der har karavaner og skibe, der handler med pels og tømmer fra nord. Som udgangspunkt er Bark familien inkarnerede og nådesløse kapitalister (muligvis à la “There will be Blood” filmen).
• Shortweed Friagarick (hafling, druid): Vilde øjne – indtager hallucinogener, kommunikerer med den anden side (åndeverdenen), hår som moskusokse, beskidt, moskusagtige horn i panden (druiden skal ligne deres totem lidt – i dette tilfælde vælger spilleren en moskusokse). Beklædningen er slidt pels og læder – overgangen mellem tøj og hud er uklar, og han har store behårede fødder Han kommer fra det frosne nord, nærmere bestemt Jötakul, der er præget af fyrretræsskove, fjelde og taiga med masser af myg om sommeren og  masser af sne om vinteren. Området er beboet af tolde, kæmper, og diverse halfling jæger-samler stammesamfund. De haflings handler med pels, honning, sæl og hval (sælger narhvalhorn som enhjørningehorn). Disse stammer har en bred familieforståelse og en liberal tilgang til ejendomsret, men er ellers et isolationistisk og primitivt stammesamfund styret af et Ældreråd – de bedste og ældste jægere og samlere. Dette samfund er generelt imod fornyelse. Shortweed er eneboer, lever af svampe og kommunikerer med dyreånder. Moskusoksen har en særlig plads i haflingernes pantheon, der dog ellers er bred. Han lever langt hen af vejen i lykkelig uvidenhed, om det omgivende samfunds nederdrægtighed, men er en naturlig strejfer og opdager.
• Smoky (hafling, thief): Mørkt tøj og hætte, tynd, usundt udseende, shifty eyes, meget lidt kropsbehåring og ingen hår på fødderne. Smoky kommer fra et pseudo-underjordisk samfund – tænk hobbithuller bare under jordens overflade og noget mere beskidt, indeklemte og skumle. Det var engang en del af en stor hafling civilisation, der nu er gået under bl.a. pga. “store folks” hærgen (hvem har vi ikke besluttet). Haflingerne har ikke glemt deres historie, og mens de umiddelbart accepterer deres skæbne, så er mindet ikke helt bearbejdet. Dit betyder, at haflingerne er mistroiske overfor fremmede og ikke har nogen loyalitetsfølelse overfor andre end medlemmer af familien og det lokale haflingsamfund. De har heller ingen overordnet respekt for love og regler. Haflingerne lever i små familiegrupper i førnævnte hulesystemer, og de er reclusive. Samfundet befinder sig mod nord (udefineret og klimamæssigt ligner det Danmark og Sydsverige). Dette område er kendetegnet ved haflingernes “kanin”huler, gravhøje, store stenmonumenter fra den hedengange højkultur (der var en stor handelskultur) og af høje “slagger”. De bor i familier, hvor flere generationer bor sammen, uden dog at bryde med det omliggende hafling lokalsamfund. Haflingerne betragter det som ok at rejse ud, og tyveri er helt fint sålænge byttet bliver delt med familien – og iøvrigt skaffer gamle skatte fra højkulturen hjem. Generelt har de et anstrengt forhold til omverdenen.